Mange af de mennesker, jeg taler med, nævner en form for udmattelse. Det er mennesker, der tager ansvar for deres drømme og udvikling, og som ofte holder andre – enten igennem et arbejde med mennesker, som forælder – eller begge dele. I dette blogindlæg deler jeg nogle af mine tanker om dette fænomen. Jeg deler min egen historie og fortæller, hvordan jeg skaber en egenomsorg der gør, at jeg – for det meste – formår at bevare energien.
Jeg husker, at jeg i en periode i mine 20’ere boede i et kollektiv med mine fætre og kusiner, mens jeg arbejdede med en stor passion – at lave mad. Jeg gik i lære som kok, da jeg var 16, og jeg kom hurtigt i gang med at udleve drømmen. Men jeg følte mig ensom. Selvom jeg ser tilbage på den tid som en god tid, kunne jeg ikke forbinde mig med mig selv og andre i den tid, og jeg var så træt. Jeg var simpelthen overbelastet, og det viste sig i denne store ensomhedsfølelse og udmattelse.
Vejen til et mere bæredygtigt liv
Sidenhen sagde jeg ja til et andet kald som dykker på Bali, hvor jeg endte med at arbejde i 1,5 år. Mens jeg var dér skulle jeg modtage mit næste kald – det kald, jeg stadig mærker dybt.
På Bali kørte jeg galt på motorcykel to gange. Første gang blev jeg totalt forslået, og halvdelen af min krop var dækket med hudafskrabninger. Anden gang røg mit kraveben af, og derefter kunne jeg ikke løfte armen. Min kollega, en af verdens bedste dykkerinstruktører, kendte en præst, der kunne noget med muskler. Så jeg hoppede endnu gang op på en motorcykel – denne gang bag på min kollega og med armen i slynge – og så kørte vi ud til en lille, sort sandstrand.
Her blev jeg sat på en hvid plastikstol, hvor det ene stoleben blev ved med at glide ned i sandet. Og så begyndte han at arbejde på min arm. Efter 20 minutter sagde han på balinesisk, at jeg skulle løfte min arm. Og det gjorde jeg så.
Det åbnede øjnene op for en helt ny verden. Og da jeg tog hjem til Danmark igen, startede jeg på en kropsterapeutisk uddannelse dagen efter min ankomst, og jeg startede senere Totum, Skandinaviens største skole for kropsterapi, med to andre.
I dag driver passionen og kaldet mig stadig. Og samtidig er jeg et dedikeret familiemenneske, hvilket har ført mig til at samle den uddannelse til Indre Barn Traumeterapeut, jeg udbyder, min klinik, hvor jeg giver behandlinger i samme hus, hvor jeg bor. Dertil ligger det midt i naturen som nabo til Ledreborg Slot Lejre, hvor jeg har mulighed for at forbinde mig til mig selv og lade op.
Så man kan sige, at jeg altid har fulgt mit hjertes vej. Jeg har altid lyttet til et kald. Hvor jeg tidligere oplevede, at det skulle være hårdt, nærmest en kamp, mærker jeg i langt højere grad i dag, at jeg gerne må tage pauser og lade op, før jeg gør noget som helst andet.
Hvorfor var jeg træt?
Udmattelsen og disconnectet før i tiden kom sig simpelthen af, at jeg opfattede livet som en kamp. Jeg skulle yde, før jeg kunne nyde. Og denne forståelse af verden kom sig af de traumer, jeg bar rundt på – som sidenhen blev opløst gennem kropsterapi og Indre Barn terapi.
Hvordan bevarer jeg energien i dag?
Netværk – jeg har et tæt netværk af venner og kollegaer, jeg kan være fortrolige med.
Naturen – at kunne bevæge mig udenfor dagligt lader mig op og skaber ro.
Hjertets Vej – at følge min passion rent fagligt og samtidig have god tid til min familie.
Supervisionskurser – jeg deltager 3 gange årligt i kurser á 4 dage, hvor jeg ser på, hvor jeg er, og hvor jeg vil hen.
Intention fremfor mål – jeg sætter ikke mål op. Jeg følger snarere en intention om at være nysgerrig på mit autentiske selv. At sætte et mål giver mulighed for fiasko, mens intentionen er en realistisk og selvkærlig vej at gå i livet.
Med disse guidelines kan jeg forblive på en egenkærlig vej. Sådan føles livet berigende.
0 kommentarer