”Hvorfor skulle du også stille din sodavand lige der, se, nu væltede jeg den!” eller ”Det er også din skyld, at vores liv er så kedeligt. Du sidder bare der og ser fjernsyn og tager aldrig initiativ til nogen ting.” Skyld er noget, man kaster på andre, når man har en skam, man gerne vil af med – en brandvarm bold, man kaster videre til en anden.

Denne taktik, med at give en anden eller noget udenfor en selv, skylden, er for mange en velkendt måde, at håndtere skam på. Når man gør det, så behøver man nemlig ikke forholde sig til sin egen skam. Hvis man er bekendt med dramatrekanten, så er det, hvad man her vil kalde for offertilgang. Dvs., man ser sig selv som et offer for andre eller for noget, der sker uden for en, og som man ikke selv er herre over eller skyld i.

Skam kan forstærke rollen som offer, krænker eller hjælper

Som terapeut kan det være til stor gavn at være opmærksom på dramatrekanten, når man beskæftiger sig med skam. Den beskriver dynamikken mellem tre sociale roller: offer, krænker og hjælper. Vi skifter alle rundt i rollerne, alt efter de relationer, vi indgår i, men det er også et system, der kører inde i det enkelte menneske, hvor man selv kan skifte rundt mellem de forskellige roller. Som terapeut kan det være en stor hjælp at bruge dramatrekanten, når man beskæftiger sig med skam. På den måde kan man være med til at forhindre sin klient i at sætte sig fast i en af rollerne. Den kan også minde os om, hvad vores egen rolle består i. Som terapeut kan det ubevidst være fristende at lede efter en problematik hos klienten, fordi, når vi finder den, så kan vi hjælpe med at forløse vedkommende. Men det er vigtigt, at vi ikke selv lader vores eget ego træde frem som hjælper i dramatrekanten. Jo mere vi er bevidste om, at vi ikke går ind i behandlingen for vores egen præstations skyld, jo bedre kan vi stoppe op og fokusere på, hvad der er væsentligt for klienten. Hvis vi derimod begynder at lede efter skammen hos klienten, så kan vi risikere, at den lukker sig om sig selv. I kropsterapi arbejder vi med at løse op for nogle ting i kroppen, også uden at vi altid ved, hvad det præcist er, vi løser op for. Vi kan som udgangspunkt konstatere en kropslig reaktion, men hvad den kommer af, er ikke altid tydeligt. Vores vigtigste opgave er at stå med det og stå i os selv uden fx at fiske efter en underliggende skam hos klienten.

Når skam skaber mindreværd

Skammen rummer en mekanisme, der medfører, at vi mister vores værdighed. Når vi skammer os, føler vi os uværdige, og det taler ind for, at vi ikke har nogen værdi. Og når vi ikke har nogen værdi, så har vi slet ikke lov til at være her. Når vi arbejder med skam hos en klient, så er det netop vigtigt, at vi får gjort klienten bevidst om, at de har en værdighed. I den sammenhæng kan mindreværd faktisk være et positivt stadie, fordi man dog er noget værd. Næste skridt vil så selvfølgelig være at arbejde på følelsen af at være ligeværdig. På den måde ligger der en rejse i at mærke værdighed. Den rejse, frem mod værdighed, betyder også, at man uvilkårligt vil arbejde med den grænsesættende adfærd hos klienten og med hvilke vilkår, de indgår i relation med andre på. Ofte ser man i misbrugshjem en allestedsnærværende skam. Er man barn i et misbrugerhjem, vil man i skolealderen begynde at lægge mærke til, at det, man oplever hjemme, er en del af det, der er anderledes og unormalt. Man begynder at opfatte, at man kommer fra noget, der er forkert, og man begynder måske at se, at græsset er grønnere på den anden side. Man begynder at idealisere andre, og det fastholder den enkelte i rollen som offer, og en følelse af dyb skam. Det fortsætter i en nedadgående spiral, hvor reaktionen enten er at gemme sig helt væk, blive rasende eller finde en anden, man kan redde. En, der har det værre end en selv. Dramatrekanten kan være et enormt effektivt værktøj, når man har klienter, der gemmer på en dyb skam, netop fordi man bliver opmærksom på, hvilken rolle, klinten bruger til at undertrykke eller håndtere sin skam.