Måske kan du selv huske, at du som barn i en periode var overordentlig genert og gemte dig bag din mor eller fars bukseben, hvis en fremmed voksen prøvede komme i kontakt med dig. Det kan også være, at du næsten kan mærke varmen stige op i kinderne, og halsen snøre sig sammen, hvis du tænker på dengang, du skulle sige noget til ham eller hende, som du var hemmeligt forelsket i.

Den milde form for skam, der blusser op som generthed eller blufærdighed, og som giver os røde pletter på kinderne, knuder på stemmen og et undvigende blik, er helt normal og kommer ofte som faser, vi alle går igennem på forskellige tidspunkter i vores liv. Skam er en grundfølelse, men sund skam er ikke skadelig, når den håndteres med omsorg og kærlighed i ens nære relationer. Hvis skam derimod er noget, som ikke bliver håndteret kærligt, eller hvis skammen vokser ud af skyld og systematisk udskam, så kan det det give store ar i et menneske.

Skam kan sætte kroppens fysiske sprog i stå

Hvis man som barn er blevet udskammet af ens nære relationer eller oplevet, at man blev gjort forkert, så kan det sætte så store ar på selvopfattelsen, at det i værste tilfælde sætter kroppens udvikling i stå. Jeg oplever af og til den type skader hos mine voksne klienter. Det er mennesker, som har oplevet at blive udskammet så meget gennem hele deres opvækst, at de helt grundlæggende skammer sig over deres egen eksistens. Når det sker, så kan man hos et voksent menneske se en krop med et barnligt udtryk eller nogle barnlige træk i kroppen, fordi en dyb eksistentiel skam har sat udviklingen i stå. Jeg ser det også tydeligt hos børn, der i alderen 5-7 år har oplevet en barsk skilsmisse, der har været virkelig hård ved dem. I den alder er deres bevidsthed meget aktiv. De kan tydeligt opfange en dårlig stemning, og måske føler de, at det er deres skyld, at forældrene er gået fra hinanden. Omvendt er de stadig for unge til at kunne reflektere over skilsmissen og tage dem selv ud af ligningen. Det medfører, at der vokser en kæmpe bold af skyld og skam frem, som vokser sig større og større. Det kan betyde, at deres udvikling sættes i stå, hvis ikke den heles.

I barndommen skabes de dybeste ar for skam

En atmosfære kan være så fyldt med giftig skam fra en tæt pårørende, at skammen fylder hele rummet. Alle, der har prøvet det, kender fornemmelsen. Hvis det er normen i et hjem, så kan der skabes det, som jeg kalder for antennebørn. Det er børn, der hele tiden er på vagt og sanser alle små antydninger af skam og skyldfølelse i rummet og mellem relationer. Det er en enorm intens atmosfære at opholde sig i, og det kan være så utrolig skadeligt. Den giftige atmosfære er som en sten, der kvæler os, og kvæler eksistensen hos det nysgerrige barn, der ellers er klar til at opleve og udforske verden. Optimalt set bør det barn, som oplever skam, have en støttende hånd i ryggen, så barnet bibeholder sin begejstring og legende tilgang til verden. Med kærlighed, omsorg og forståelse skabes der nemlig et godt fundament, der gør, at man nemmere kan takle de udfordringer, man møder i livet. Skammen er en grundfølelse, så hvis man er opvokset i kærlig atmosfære, er den nemmere at bære, skammen, når man møder den – og det gør vi alle af og til. Vokser man derimod op i en atmosfære af giftig skam, er det svært at tackle skam, og der er risiko for at gå til i misbrug eller selvdestruktiv adfærd. Man ser ofte, at en enkelt person i ens relationer kan gøre den store forskel i disse tilfælde. Det kan være en lærer, en træner eller anden voksen, der ser det barn, og giver det en følelse af værdi. Det er utrolig lidt, der kan være afgørende for, om man lever resten af livet i en ubærlig skam, eller om man kan slippe den nok til at opleve værdighed som menneske.