Ildrød i hovedet, brændende kinder og våde håndflader! Vi kender den alle, den milde form for skam. Vi mærker den, når noget er pinligt, vi bliver generte, blufærdige eller flove. Men der eksisterer også en langt mere ødelæggende skam, der er så dyb og tabubelagt, at den kan få mennesker til at skrumpe ind til ingenting.

Skam vokser ud af angst

Det ligger meget dybt i os mennesker, at vi tager afstand fra skam. Både vores egen skam og andres. Derfor er både skamfulde handlinger og følelser også enten tabu eller noget, der kan vække enorme kræfter. Det er, fordi skammen vokser ud af en dyb angst for at blive udstødt og udelukket fra fællesskabet. Det er nemlig ud fra et eksistentielt perspektiv, det værste, der kan ske for et menneske. Skam er en grundfølelse hos alle mennesker, og man kan derfor undre sig over, at skammen ikke har sin egen plads i fem elementteorien, der bevæger sig rundt i de fem grundfølelser; glæde, angst, omsorg, vrede og sorg. Men man kan sige, skam er beslægtet med angst, eller at den er en del af den. Men måske nærmere en helt specifik form for angst, for den har et helt andet fysisk udtryk end angsten. Når vi er bange, så forsvinder blodet fra hovedet, og man bliver mere kold end varm. Skam derimod får blodet til at stige til hovedet, og man kan blive så skamfuld, at der nærmest breder sig en brændende fornemmelse i hele kroppen. Lige som med de andre følelser i fem elementteorien, så er det også vigtigt at kunne rumme sin skam. For på den måde giver man plads til alle sine følelser. Hvis man ikke kan rumme skammen, så lukker man pr. automatik ned for alle de andre følelser og begrænser sig selv.

Når vi udskammer os selv, så begrænses vi

En grundlæggende skam kan være altødelæggende for vores eksistens. Skammen vokser frem, når man bliver gjort forkert på et eksistentielt vilkår, fordi det griber direkte ind i vores grundangst – at blive ekskluderet fra flokken. Især som barn, er det, at være en del af gruppen og fællesskabet, essentielt for vores overlevelse. Det sidder dybt i os, at vi ikke kan overleve alene. Derfor er vores reaktioner på skam så voldsomme. Hvis vi oplever, at vores nære relationer skammer os ud, så skaber det en følelse i os af at være forkert. Resultatet er typisk, at vi dernæst begynder at skamme på os selv. Hvis vi tidligere har oplevet, at nære relationer har fortalt os, at vi skulle skamme os, så skaber det en mekanisme, hvor vi selv overtager rollen, som den der udskammer. Vi står inde i os selv og minder hele tiden os selv om, at vi er forkerte. På den måde bliver vi vores egen værste fjende. Vi får svært ved at se os ud af det, og vi ser skammen overalt. Det kan i værste fald føre til, at alt bliver skamfuldt. Hele vores verden, eller overbevisning om, hvordan man må være, skrumper ind. Til sidst har vi kun et meget lille felt at være i. Det er et mønster, der sætter en bevægelse i gang, som gør, at vi får mindre og mindre plads at bevæge os på som menneske – vi begynder at begrænse os selv, og vi skrumper.