Jeg ser det at være sårbar som en styrke. For når vi åbner os for hinanden, er det også dér, vi møder hinanden, og hvor vi kan spejle os og mærke vores dybeste væren. Jeg har mange mænd i terapi, som er gået ned med overbelastningsreaktioner, fordi de har lukket af for deres sårbarhed. Vi havde for nylig en minister, der gik ned med stress, og som sagde, at det blev for meget pligt og for lidt lyst og tid til familien. I dette blogindlæg taler jeg om mænds sårbarhed – et emne, jeg har beskæftiget mig med hele livet, fordi jeg selv er hankøn og er opvokset i en kultur, hvor mænds sårbarhed ofte lukkes ned for. Og fordi der i mænds sårbarhed ligger et potentiale til større kontakt og nærvær – både indadtil, men også i relationen med dem omkring os.

Det er et livsvilkår at være sårbar. Særligt når vi er børn, har vi brug for vores forældre til at varetage vores behov. Bare fordi vi bliver voksne, holder vi ikke op med at være sårbare, men mange får skubbet sårbarheden væk, for det virkelig kræver noget at blive i den.

Mænd og kvinders roller i samfundet

Når jeg arbejder med indre barn i det terapeutiske rum, synes jeg ikke, der er forskel på mænd og kvinder og deres adgang til følelser. Men jeg ser alligevel nogle forskelle, som jeg tror stammer fra den kultur vi lever i. Jeg oplever, st der for mange kvinder er en kultur for at tale med deres veninder omkring følelser. Og når man ser på deres relation til deres mor, har der måske været en større adgang til at være i verden med deres følsomhed og sårbarhed.

Den binding, der er mellem far og søn, kan også være følsom og sårbar. Men jeg ser, at der kan være en anden kultur i forhold til at tale med sin far omkring det følelsesmæssige, som heldigvis er i gang med at ændre sig. Der har været en generation tidligere, hvor man håndterede følelser som sorg, angst og vrede, men også glæde eller begejstring, ved at lukke ned, fordi det har været farligt at udtrykke sig. Det er ærgerligt i den forstand, at når vi ikke kan tale om, hvad der bevæger sig i os, så er det sværere at være i kontakt med eller spejle sig i hinanden. Det bliver sværere at føle sig set og hørt.

Den arketypiske rolle omkring at være mand handler om at skulle gøre sin pligt. I disse tider taler vi meget kvindernes rolle og det, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet. Her forventes det, at kvinderne skal kunne udføre sit arbejde, mens de stadig vedligeholder hjemmet. Denne fordeling er ikke holdbar, og vi bør få det balanceret bedre. Den gamle overbevisning om mandens rolle er omvendt, at han er forsørgeren, og at han skal holde rammen for familien – hvis han fejler i det, så fejler han også som mand. Ved skilsmisse, er det ofte manden, der ligger ned i længst tid og faktisk er lidt uselvstændig i sin måde at være på. I ældre familiestrukturer var det kvinderne, der lavede maden, og mændene, der arbejdede. Og når de går fra hinanden, har manden svært ved at klare sig selv, fordi han ikke kan lave mad til sig selv. Selvom dette er en ældre måde at være i verden på, ligger der stadig nogle stereotype forestillinger fra dengang, som påvirker os i dag. 

Hvorfor lærer vi ikke at være sårbare?

Vi lukker ned for sårbarheden, når vi føler os truede, eller hvis vi har fået oplevelsen af, at vi ikke var okay, når vi var helt os selv. Ofte er det forbundet med en stor smerte og en fornemmelse af at være hjælpeløs. Der er også noget der trækker sig sammen – og som sætter sig i os. Vi laver en slags kontrakt med os selv om, at det med at være sårbar er farligt, og at vi aldrig vil opleve den smerte igen. Og så gør vi os selv en lille smule hårde. Hvis du forestiller dig det lille barn, der lukker i og holder tårerne og følelserne tilbage, der bliver al ansigtsmimik undertrykt. Så når vi senere i livet oplever den fare, vil denne mekanisme med at undertrykke træde i kraft, og vi vil lukke ned for vores følelser.

De undertrykte følelser får deres eget liv

De følelser, vi lukker ned for, får deres eget liv. Hvis du forestiller dig følelserne som børn: det vrede barn, det glade barn, det bange barn og det triste barn. De repræsenterer dele af os selv, som er sårede. Selvom vi lukker døren ind til de her sårede børn, kan vi stadig høre dem larme – men det bliver svært at mærke, hvad der præcis er i spil. Hvilken følelse er det, jeg mærker? For vi har oftest lukket ned for disse følelser, inden vi har fået et sprog for dem. 

Så kan man ende med at have to måder at have det på: godt eller dårligt. Sådan havde jeg det selv i mange år. Selvom jeg altid har været en følsom mand, havde jeg også områder, hvor jeg gjorde mig hård. For eksempel når jeg var på arbejde som kok, hvor jeg kunne tage en professionel maske på, og hvor jeg lukkede ned for følelserne. I den rolle kunne jeg overskride mine egne grænser mange gange i løbet af dagen. Hvis jeg for eksempel nåede en grænse, hvor jeg var træt og havde brug for en pause, tog jeg alligevel en runde mere eller en ekstra vagt. Jeg havde en pligtfølelse og en oplevelse af, at når jeg havde sagt A, måtte jeg også sige B. Jeg kunne godt mærke, at jeg opofrede mig for andre – men dybest set gjorde jeg det, fordi jeg ikke kunne mærke, hvad jeg selv havde brug for.

Mænds sårbarhed i parforhold

Jeg har haft en del mænd i terapi, som har været frustrerede over deres oplevelse af at tale om følelser i parforholdet. De siger ofte til mig, at når de kommer i kontakt med sårbarheden, så roder det rundt for dem, mens den anden virker meget afklaret med sine følelser. I de her situationer føler manden sig ofte overfuset og oplever, at det er svært at sætte ord på. Dette kan være til stor frustration for begge parter. For den mere følelsesmæssigt afklarede person har også et stort behov for at blive mødt i sine følelser, men møder i stedet en mur. 

I den frustration man står i som mand, henter man sin erfaring fra dengang man var en lille dreng. Selvom der står en granvoksen mand overfor én, så har han brug for det samme, som han havde brug for dengang, han var lille. Han kan være fysisk stor stærk og virke meget afklaret, for det er ofte sådan det udtrykkes, når man lukker ned. Men indeni, er det den lille, sårbare dreng, der stadig har behov for at blive mødt, og som engang er blevet overfuset eller har oplevet så stor en smerte, at han er blevet nødt til at lukke ned for følelserne.

Det har manden brug for

Det, manden har brug for, som han ikke fik i sine sårbare situationer som lille, er omsorg, nærvær, tillid og nysgerrighed. Og så har han brug for tid til at mærke efter. Det er ikke fordi, han ikke kan. Det tager bare tid, og nogle gange skal han have lidt hjælp til det. Ligesom når man skal lære et nyt sprog – der kan man få sagt de forkerte ord og kludre lidt i det – der skal man også have lidt hjælp. Hvis vi skal lære at være sårbare, så skal vi have den støtte.

Konflikten som invitation til et kærligt møde med os selv – vejen frem

Som jeg oplever det lige nu, har kvinden et forspring, fordi vi kulturelt set har givet hende bedre plads til at lære følelsernes sprog. Men vi skal have et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor vi kan være dem, vi er, uden at vi behøver at dulme sårbarheden med arbejde eller andet, der kan lukke ned for følelserne.

Hver gang vi har en indre eller ydre konflikt, er det altid en invitation til et dybere, kærligt møde med os selv. Det er ikke altid, det føles sådan. Men hvis vi tør kigge på det med nysgerrighed og milde øjne – både selv, men også med vores partnere eller andre relationer, kan vi hele tiden lære os selv bedre at kende, forløse gamle lag af traumer og blive mere frie i verden.

Det er livsberigende at kunne leve i den accept og forståelse af hinanden. Det er befriende at kunne leve i et samfund eller et forhold, hvor vi har fornemmelsen af at der er plads til os, selv når vi er uenige, eller når vi må indgå kompromiser. Det betyder meget, at vi stadig kan se hinanden i øjnene og se intentionerne bag den andens handlinger og ord. Hver gang vi skal nå til en ny indsigt, skal vi tilbage til det sted i vores liv hvor vi er blevet sårede. Ikke fordi vi skal gennemleve det igen – men det ligger jo dér og rumsterer. Så hvis vi ikke er bevidste om det og er vidne til os selv, vil vi leve i den her modstand mod at mærke smerten. Og det er et utroligt lidelsesfuldt sted at leve. 

At integrere to verdener

Den udvikling, vi ser i samfundet lige nu, gør mig fortrøstningsfuld. Flere og flere mænd står frem med deres sårbarhed – ministre, cykelryttere som musikere og flere endnu. Det er bevidstheden om, at vi er gladere mennesker, hvis vi har vores familie og nære relationerne med i livet. Mange af de klienter, jeg har, som har været sygemeldt med stress, siger, at når de skal tilbage på arbejdsmarkedet vil de ikke indordne sig i en verden, hvor der ikke er plads til familien. Kunsten er at transformere samfundet og skabe en verden, hvor der er plads til begge dele – arbejde og familie. Det gør vi bedst, når vi er kontakt med vores sårbarhed, som så fint viser os, hvem vi er, og hvad vi har behov for.

Vil du arbejde med traumer?

Hvis du er interesseret i at højne dine kompetencer indenfor traumeterapi og udvide dit netværk af andre terapeuter, psykologer, psykoterapeuter og behandlere, der beskæftiger sig med terapi og traumer, kan Indre Barn Traumeterapeut-uddannelsen måske være noget for dig.

Nyt hold starter 16. november 2023.

Tilmeld dig inden den 15. august og få early bird pris – spar 5.000 kroner.