Hvad gør vi, når vi kan mærke, at noget er fastlåst i kroppen? At noget bor derinde, sidder fast og gerne vil ud? Hvad gør vi, hvis vi ikke ved, hvordan vi kan dele vores dybeste følelser, og hvordan vi kommer videre fra denne fastlåsthed? I dette blogindlæg fortæller vi Line Nordahls historie om, hvordan hun tog mod til at gå ind i et dybt, terapeutisk rum, hvad hun oplevede, og hvordan det skabte plads til, at hun kunne følge sit hjerte endnu mere i sit arbejde som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.

Da vi taler med Line N. over telefonen beskriver hun landskabet foran sig: “Jeg sidder og kigger ud på Rebild Bakker og Rold Skov lige nu. Det er den smukkeste udsigt. Før havde jeg klinik inde i byen, dér hvor de andre speciallæger holdt til – for det er det, “man” gør. Men på retreatet mærkede jeg meget tydeligt, at jeg skulle flytte min klinik ud i naturen. Dagen efter retreatet var slut, skrev jeg ud på Facebook og spurgte, om der var nogen, der havde et lokale i naturen. To dage efter fik jeg det her sted.”

I forbindelse med Line N.’s  uddannelse til speciallæge går hun i egenterapi hos en psykolog. Sessionerne er gode, men efter forløbet står det klart, at der er noget kropsligt, der ikke er landet i hende.

“Jeg kunne mærke, at der var noget med mit indre barn. Så det satte jeg mig til at søge på, og da jeg så det terapeutiske retreat Hjertets Vej, følte jeg, at der skulle jeg bare med,” siger hun.

Det var uvant at dele det mest personlige med andre

Line N. kommer fra en verden, hvor det er normalt at holde på sig selv. Som barn mister hun sin bror – et tab og en sorg, som ikke får lov at fylde så meget i hendes videre liv. Samtidig er den faglige verden, hun befinder sig i som voksen, en verden hvor man som professionel sjældent deler dybe personlige emner med hinanden. Så da hun vælger at tage på Hjertets Vej overrasker det hende, hvordan et tillidsfuldt rum så hurtigt kan opbygges, og hvor trygt det føles at dele her.

“For mig var det meget grænseoverskridende at gå ind i det rum. Men Ronni og Line (red: Ronni Vistisen og Line Engell Gerhardt, skabere af retreatet Hjertets Vej) har en helt særlig måde at tage imod os og skabe et trygt rum, så det blev faktisk helt okay. Når man kommer den første dag, bliver man taget utroligt varmt imod. Det er et meget kærligt møde, og jeg oplevede at føle mig fuldstændigt velkommen. Det var en følelse af, at de virkelig ønskede, at vi var lige dér, at det var meningen, at vi var der.”

Græd over sin bror for første gang

“Jeg har siddet i egenterapi i mange timer på min uddannelse til speciallæge og aldrig fældet en tåre. Og så tager jeg på det her retreat, hvor jeg pludselig tør åbne op og dele ‘det her er mig’. Siden min brors død har det egentlig ikke fyldt for mig – og på Hjertets Vej græd jeg over det for første gang.”

Vi spørger Line N., om der har været en særlig oplevelse på retreatet, som står frem – og det er der. På et tidspunkt oplever hun at have en stærk fysisk fornemmelse i brystkassen: som en klump, der sidder fast. Her bliver hun holdt – både fysisk og mentalt – af Ronni og Line. Her kan hun lade tårerne trille, mens hun oplever Ronni og Line som totalt nærværende og støttende. Det virker meget forløsende.

“Det kan lyde helt mærkeligt, men efter den oplevelse, var den kropslige spænding helt væk,” siger hun. “Og jeg kan mærke i mit arbejde i dag, at der er løsnet op for nogle blokeringer. Jeg har mere nærvær. Det gør en betydelig forskel, når jeg sidder med et ungt menneske, at jeg kan fornemme nogle ting. Også selvom det er lidt kontroversielt at sige i min branche. Men jeg har jo selv oplevet på egen krop, hvad andres nærvær gjorde for mit eget velbefindende. Og jeg har stadig hele min speciallægeuddannelse bag mig. Så jeg tror, kombinationen af selv at have forløst nogle ting, kunne være nærværende og så min faglige baggrund er en ret god kombination.”

Fra flugt til hjem

Når Line N. sidder i sin klinik med vue udover marker og træer, mærker hun naturens ro.

“De unge, der kommer her, taler om den dejlige ro, og spørger deres forældre, hvorfor de ikke bor sådan et sted. Og forældrene kan gå en tur i naturen, mens jeg har samtaler med deres børn, i stedet for at sidde i et sterilt venteværelse. Nogle gange kan jeg mærke på en ung, at vi ikke skal tale så meget. Så går vi ned og ser på dyrene – her er får, geder, lamaer, svaner. Det er noget helt særligt.”

Line N. har fået skabt en klinik, hvor man som ung kan bevæge sig og lytte til sig selv. Ud i naturen – eller ned på gulvet. Da hun selv gik til psykolog, sad hun og holdt på formerne, mens hun var der. “Nogle gange, havde jeg bare lyst til at sidde på gulvet. Men det kunne jeg ikke bede om,” siger Line N. “Men i min egen klinik har jeg indrettet det sådan, at man også kan sidde på gulvet. Nogle gange sker der noget helt andet, når vi flytter os derned.”

Tidligere oplevede Line N., at naturen kunne være en flugt fra de svære ting i livet. Men med forløsningen, er hun landet langt mere sansende i naturen i nuet. Hun har endda oplevet at spørge folk omkring hende, om ikke skoven er flottere i år. Hun siger:

“Men det er jo fordi, jeg har langt mere ro i mit nervesystem. Og når vi har ro i nervesystemet, så kan vi bedre sanse det, der er omkring os. For der er ikke noget at flygte fra mere.”

Line N. har været med på Hjertets Vej to gange. Det er godt for os at blive ved med at have et rum til os selv, hvor vi kan blive holdt, og hvor vi kan tjekke ind med os selv, om vi stadig følger vores hjerte i livet. Sådan kan vi holde os på vores hjertes vej. Sådan kan vi blive ved med at opleve, hvor smuk verden, naturen og livet er.

Vil du med på Hjertets Vej?

Næste Hjertets Vej retreat afholdes 21.-24. marts 2024 på idylliske Kirsebærgården, og du er meget velkommen. Du kan læse mere og bestille plads allerede nu. Begrænset antal pladser.