I det her meget ærlige blogindlæg, kan du læse om, hvordan et sjovt arbejdsliv, fremgang og meningsfuldhed alligevel pludselig blev til stress for Ronni Vistisen. Og om, hvordan man kan finde vejen tilbage igen.

På et af de blå sæder i regionaltoget sidder Ronni Vistisen. Han har tydelige symptomer på stress. Han er bare ikke selv klar over det. Eller måske er han faktisk, han vil bare ikke indrømme det over for sig selv. Han sidder og kigger ud af vinduet som mange af de andre passagerer. Hans hænder er kolde, og pludselig går det op for ham, at han ikke kan huske, om han er på vej til arbejde eller på vej hjem til hans familie, og var det egentlig ham, der skulle have hentet børnene i dag?

Hans hjerte begynder at galopere, og hans hals snører sig sammen og han får svært ved at trække vejret. Han ved godt, hvad symptomerne betyder. Faktisk ved han det bedre end nogen anden.

Ronni Vistisen er en af landets dygtigste kropsbehandlere, og så er han grundlægger af Totum Skolen for Kropsterapi. Kropsterapi har vist sig at være ekstremt effektivt mod stress og angst, og mange vil gerne uddannelsen – men her i S-toget på vej fra København er det pludselig ham, der har stress.

Satte alarmer for at huske aftaler

Det var ikke fordi, det lignede alvorlig stress fra starten af. Han begyndte bare at glemme ting, fortæller han. Han havde travlt, og der var meget at se til både derhjemme og på skolen, hvor han er daglig leder. Til at starte med var det små ting, men det udviklede sig. Og pludselig var han der, hvor han havde glemt, om det var ham, der skulle hente børnene, eller hvad der var blevet talt om til et møde, han lige var gået ud fra.

”Jeg er lidt distret i forvejen. Så det er ikke uvant for mig, at jeg glemmer ting i ny og næ, men det var enormt ubehageligt, at jeg så småt var begyndt at glemme alt. Jeg kunne sidde i møde i halvanden time, og når jeg trådte ud af døren, så havde jeg glemt alt, hvad der var talt om til mødet. Jeg forsøgte at kigge i mine noter, for at finde hoved og hale i tingene, men det hjalp ikke,” forklarer Ronni Vistisen.

Der var flere signaler. Ronnis energiniveau faldt drastisk, og han havde intet overskud, hverken på arbejdet eller derhjemme. Når han var på arbejde, kunne han ikke overskue arbejdsopgaverne og være social med sine kollegaer.  Og når han kom hjem, havde han ikke overskud til at være sammen med børnene og sin familie. Han kollapsede på sofaen og var mentalt et helt andet sted.

”Jeg havde hørt skrækhistorier, hvor forældrene glemmer deres børn i bilen i flere timer. Jeg begyndte virkelig at blive nervøs for, at jeg ville glemme mine børn. Så jeg ringede ofte til min kone for at tjekke op på, om det var mig, der skulle hente dem. Jeg begyndte at dobbelttjekke alt og sætte alarmer på min mobil, så jeg blev mindede om, at det var min tur til at hente børnene,” fortæller han.

Forsøgte at dække sine fejl

På arbejdet begyndte Ronni at dække over de ting, han ikke kunne huske. Over forglemmelserne. Det var svært at indrømme over for sig selv, at han viste tegn på stress.

”Jeg gav udtryk for, at jeg havde styr på mine opgaver, selvom jeg slet ikke havde. Men jeg synes, at det var pinligt og skamfuldt, som når et barn prøver at dække over sine fejl. Jeg begyndte at skrive ting ned flere gange, men når jeg så læste mine noter, gave det ingen mening for mig,” siger Ronni.

Hukommelsestabet blev hyppigere og arbejdsopgaverne blev svære at løse.

”Jeg begyndte ikke at kunne læse tal. Hvis jeg så, at der stod 19 i et Excel-ark, og jeg skulle skrive det ned på et papir ved siden af mig, så skrev jeg tallet 16 i stedet,” tilføjer han.

Og så var der et møde, hvor hans nærmeste kollega så ham i øjnene og sagde, at han trængte til at trække stikket.

”Han kunne godt se, at jeg var stresset. Og alle prøvede at hjælpe mig, men det gik ikke til sidst. Jeg fik forbud om at gå ind i vores fælles kalender, fordi jeg kunne komme til at ændre på møder og aftaler, som slet ikke skulle rykkes. Det var lidt som at få en barnepige på, fordi alle holdt ekstra øje med mig,” forklarer Ronni.

Vinterbadning og tomrum

I starten af november 2018 blev Ronni Vistisen sygemeldt fra sit arbejde. Man skulle tro, at det ville hjælpe, at få mindre at se til, men det havde den modsatte effekt.

”Den første tid var enormt hård. Forstået på den måde, at når der bliver sagt, at nu skal du tage hjem og ikke lave noget, så åbner der sig et tomrum. Det føltes som at være i frit fald, hvor der ikke er noget at gribe fat i. Jeg gik fra at skulle forholde mig til mange til, til pludselig ikke at skulle forholde mig til noget. Intet,” siger Ronni Vistisen.

Den første måned efter sygemeldingen var meget ens og skemalagt.

”Jeg meldte mig ind i en vinterbadeklub, hvor jeg var flere gange om ugen. Helt konkret bestod min dag i, at jeg stod op og kørte ned til badeklubben, hoppede i vandet, gik i sauna, kørte hjem og sov 2-3 timer ind til familien kom hjem. Og sådan gjorde jeg 4-5 dage om ugen. Jeg ville så gerne kunne en hel masse, men jeg orkede ikke andet,” forklarer Ronni Vistisen.

Kropsterapi gav Ronni sin hukommelse tilbage

Kort efter sygemelding tog Ronni Vistisen fat i Søren Møller, der arbejder som kropsterapeut i Aarhus. Behandlingerne begyndte at hjælpe, og Ronni fik mere energi i kroppen. Der kom overskud til at gå små ture.

Han begyndte samtidig at læse en bog for stressramte. Bogen er bygget op, så man kan slå sine konkrete symptomer op og læse om, hvor man er henne i stressforløbet: Er man på første stadie, så skal dagen se sådan her ud, og når man er på næste stadie, skal dagen se sådan og sådan ud. Selvom han selv havde behandlet andre med stor succes, så var det en lettelse ikke at skulle forholde sig til sin egen sydom som fagmand. Men som et menneske. Et menneske, der for en kort stund havde mistet fodfæste.

”Jeg fulgte bogen som en opskrift. Og fandt ud af, at jeg kun skulle lave ting, der gav mig energi. For jo mere energi man har jo flere neutrale opgaver, kan man overskue. Jeg elsker for eksempel at lave mad, når jeg har madvarerne i køleskabet og tiden til at hygge mig. Men jeg kan ikke lide at planlægge, så det kostede mig energi, så det skulle jeg have hjælp til,” forklarer Ronni Vistisen.

I januar kort efter jul, skete der et gennembrud for Ronni. Han var begyndt at få behandling fra en af hans egne elever,nu kropsterapeut Rudi Sorgenfri der arbejder med nogle af de ting, Ronni selv har brændt for og har undervist i.

”Vi arbejdede os dybt ind i kroppen og det psykiske og fik ryddet op i min fortid. Jeg oplevede, at jeg havde nogle adfærdsmønstre fra min morfar. Jeg holdt meget af min morfar, men jeg havde den oplevelse af, at jeg havde indtaget min morfars kropsholdning, han møde at se tingene på – men det var ikke mig,” siger han og tilføjer:

”Det er behandlingerne i januar, der gør den store forskel. Jeg begynder at huske igen og får håbet tilbage om, at tingene nok skal gå”.

Tilrettelægger sine dage

I starten af februar 2019 begyndte Ronni Vistisen stille og roligt at komme tilbage til arbejdet. Men stressforløbet har haft konsekvenser i forhold til, hvor meget Ronni kan, uden at han falder tilbage i samme spor. Eller sagt på en anden måde, den dagligdag, han tidligere havde bygget op, den skulle forandres og bygges om, så den passede til det menneske, og de behov og værdier, Ronnie Vistisen har genopfundet.

”Hver dag skal jeg mærke efter, hvor højt mit energiniveau er og ud fra det, tilrettelægger jeg min dag, så jeg ved præcis, hvad jeg skal. Men det er fantastisk at være tilbage. At opleve verden uden den er sløret, kunne reflektere igen og være nærværende over for min familie, mine børn og arbejdet, det er en kæmpe gave,” fortæller Ronni.

I dag laver Ronni Vistisen mindre kontorarbejde og bruger tiden på det, der giver ham energi. Han er begyndt at behandle og undervise igen, og for hver dag der går, får han det bedre.

Tilliden til dig selv forsvinder

Selvom det har været smertefuldt, så har kroppen givet Ronni Vistisen en gave for livet. Stressforløbet har gjort ham klogere på sig selv, og på hvordan vores kroppe reagere i situationer, hvor vi er ved at knække os selv, men hvor hjernen ikke altid vil følge med. Selvom vi ved det hele, med vores fornuft, selvom vi kender vejen og symptomerne, så er det ikke ensbetydende med et liv uden stress eller uden risikoen for at falde i. Der er nogle ting, som ikke lader sig kontrollere. Der har vi kun os selv og vores selverkendelse at stå med.

”Det er som om, at vi er to personer. Der er et over-jeg og et under-jeg, hvor den ene del kan se, at jeg har nogle udfordringer, og så er der en anden del, som fornægter. Derfor tror jeg, at det er enormt vigtig med selverkendelse, for hvis vi ikke har tillid til os selv, og vi tror på, at det vi laver er godt nok, så forsvinder tilliden til os selv. Grundusikkerheden i os kan være kilden til stress, det tror jeg, at det var med mig,” forklarer Ronni Vistisen til slut.