Mie Gabrielle Bolesen: En hyldest til terapeuter

Da Mie Gabrielle Bolesen er barn, bliver hun i en årrække seksuelt misbrugt af en voksen, der er tæt på hende. Som ung er hun bevidst om det – men da hun for 16 år siden bliver skilt, havner hun i et mørkt hul. I dette nyhedsbrev fortæller Mie, hvordan hun har lært at leve med et overaktivt nervesystem, og hvordan hun gennem sin rejse har forstået, hvad hun skal bruge sine erfaringer til.

“Jeg har ikke klinik og arbejder ikke som terapeut,” – dette er noget af det første, Mie siger i samtalen, da vi interviewer hende omkring hendes liv. “Jeg har taget flere terapeutiske uddannelser, og jeg troede, jeg skulle arbejde som terapeut, men jeg kunne ikke få rigtigt fat i det.”

I årevis står det som et åbent spørgsmål i hende, hvad hun skal bruge sit terapeutiske arbejde til. En dag oplever hun en stor – nærmest magisk – forløsning i en terapeutisk session, hvor der arbejdes med de gamle traumer. Og i kølvandet åbenbares det for hende, hvordan hun skal bruge sin erfaring på en helt unik måde. Det vender vi tilbage til.

Nødvendigt at se det i øjnene

Mie er et kreativt barn, der drømmer om at blive fotograf. Men det er først langt senere i livet, denne drøm begynder at få rodfæste i hende. Hun fortæller:

“Jeg var for usikker som barn. Jeg troede ikke rigtig på mig selv. Jeg voksede op med følelsen af at være forkert, og jeg havde utroligt meget skyld og skam på grund af overgrebene, og hvordan det blev grebet an af de voksne omkring mig.”

Drømmen om fotografi ligger lidt hen, og Mie lever sit liv. Hun uddanner sig som skovarbejder med speciale i træer og landskabspleje samt miljø- og naturteknolog, og hun arbejder med naturen hele sit liv og finder stor glæde deri. Hun bliver gift og får en datter. Da hun senere bliver skilt, blusser følelserne omkring at være dybt forkert – og faktisk være et decideret ondt og dårligt menneske – op. Mie får en depression, og det går langsomt op for hende, at hun kun har forstået sin egen historie delvist.

“Jeg blev nødt til at se nærmere på mit liv, hvis jeg ville have det godt igen,” siger hun.

Det førte til en kropsterapeutisk uddannelse, hvor hun stødte på begrebet “Indre Barn”. Det kaldte på noget i Mie, og siden søgte hun meget aktivt efter en uddannelse i Indre Barn, både i ind- og udland uden at kunne finde noget.

“Så da Ronni dukkede op min skærm en dag, gik der dårligt 30 minutter, før jeg havde taget beslutningen om at tilmelde mig.”

Kontakten til det indre barn

Gennem traumearbejdet får Mie en forståelse for sit mønster med at føle sig ond og forkert. Det går op for hende, at det er kædet sammen med overgrebene, og at det ikke er en sandhed. Samtidig får hun en forståelse for sit nervesystem. For angsten ligger lige under overfladen hos hende, og den kan nemt blusse op. Mie siger:

“Det at have en forståelse for, hvordan forskellige ting påvirker mig, giver mig en kæmpe ro. Jeg ved i højere grad, hvad jeg har brug for nu. Og jeg ved grundlæggende, at jeg ikke længere behøver være bange. Det bliver jeg alligevel – men så kan jeg søge roen på en helt anden måde, end jeg kunne tidligere.”

Mie skriver rigtig meget med sit indre barn – en øvelse, der gør, at hun virkelig får kontakt med den lille del af hende selv, der dengang følte sig magtesløs.

“I dag er jeg jo voksen – og det kan jeg så berolige mit indre barn med. Jeg kan træde ud af traumet og sige: ‘Lille Mie, det er overstået nu. Jeg har dig.’ Det er så beroligende for mig at mærke, at jeg har mig,” siger hun.

“Men nogle dage kan det stadig være virkelig svært,” fortsætter hun. “Så det er noget, jeg skal være meget aktiv omkring at gøre.”

Forløsning – blokaden i hjertet

For nogle måneder siden fik Mie behov for at gå ind i den begrænsende følelse, hun oplevede omkring sin kreativitet og sin søgen efter, hvad hun skulle gøre med sit terapeutiske virke. Mie tog fat i en af sine medstuderende fra Indre Barn Traumeterapeut-uddannelsen for at få hjælp til at arbejde med det.

“Vi fandt ud af, at det hang sammen med overgrebene i min barndom. Der sad en blokering omkring mit hjerte, som lukkede fuldstændigt ned for inspiration, mening og drivkraft. Efter sessionen oplevede jeg en fornyet energi, og så kom der hul til det, jeg virkelig gerne vil. Jeg har aldrig oplevet noget så forløsende før, og nu er inspirationen og konceptet virkelig landet hos mig,” forklarer Mie.

At løfte og ære andre terapeuter

For 7-8 år siden købte Mie et brugt kamera af en kollega og begyndte at tage fotos i den natur, hun finder så stor glæde og ro i. En dag viste hun fotografierne til en ven, som er kunstner, og han opfordrede hende til at lege mere med fotografiet. Hun slæbte møbler ud på en strand og tog kunstfotos, lavede portrætter – men vendte altid tilbage til naturen, når hun fotograferede.

Fotografi var dejligt for hende, men hun var stadig blokeret – indtil sessionen med den medstuderende. Gennem forløsningen af blokaden omkring hjertet, mærkede hun sin kreative energi flyde meget lettere, og det kom tydeligt til hende, at hun skulle støtte andre terapeuter i det fantastiske arbejde, de gør med at hjælpe mennesker med at blive fri af fortidens smerte.

“Jeg har haft en del terapeuter gennem tiden, og igennem dem er jeg blevet et mere og mere helt menneske. Og så stod det pludselig klart for mig, at det, jeg gerne vil, er at hylde dem, der gør det her arbejde så smukt.”

Det har udviklet sig til et koncept, hvor Mie tager ud til terapeuter og giver dem 10 spørgsmål, de skal besvare. Ud fra disse spørgsmål laver Mie 10 naturfotografier, der taler ind i den enkeltes forretning, værdier og drømme, som kan ophænges i klinikken.

“Dette arbejde støtter den enkelte terapeut i deres livsmission. Og det er tydeligt, at mit kald er at støtte disse mennesker gennem min evne til at lytte til deres værdier og drømme – og min kreative evne til at skabe smukke billeder, som minder dem om, hvem de er, og hvad de er her for at udføre,” siger Mie.

Mie forklarer, at traumeterapi er en vigtig del af at få ro på efter livets stød, uanset hvor små eller store, de har været. Det heler den enkelte – men det rækker også langt ud over den enkelte.

“Det terapeutiske arbejde gør man ikke kun for sig selv – det gør man også for sine nærmeste. Mit ønske er at støtte terapeuters inspiration og vision. Mit ønske er at hylde dem. Jeg vil være en del af en positiv spiral, hvor de kan lade deres arbejde flyde endnu mere, så den enkelte klient kan opnå heling og lade den kærlige energi gå videre til deres omverden,” afslutter Mie.

Mie om uddannelsen

“På uddannelsen oplevede jeg, at det var lige på og hårdt. Der er ikke noget, der bliver pakket ind. Vi startede nærmest med at fortælle om vores traumer, og så var vi i gang. Det betød, at vi også kom ind og mærkede vores egne traumer alle sammen – men Ronni er en fantastisk underviser, og han har en helt særlig evne til at samle én op. Det gør, at man føler sig mødt, hørt, rummet, holdt og løftet. Det lærer én at gå ind i traumet – men at vi også kan gå ud af det igen.

Det at få så god en kontakt til mit indre barn er virkeligt afgørende for, at jeg meget bedre finder ro i min hverdag nu. Men det vigtigste, jeg tager med, er de relationer, jeg har fået til mine medstuderende. Vi er meget tætte og tager i sommerhus og hjælper hinanden, når vi har behov. Det er den allerstørste gave, jeg kunne ønske mig.”