+45 51 51 68 80 kontakt@ronnivistisen.dk

Eva Børsmose: Den voksne forståelse af, hvad der skete dengang

Indre Barn er som at kunne gå tilbage i tiden og møde dig selv fra det sted, du står i dag. Her kan du overskue situationen. Du kan trøste dig selv. Og sådan kan det traume, der har fastlåst dig siden dengang forløses. Eva Børsmose, som er kropsterapeut, yogalærer og Indr Barn Traumeterapeut hjælper andre med at forløse deres gamle traumer gennem Indre Barn Terapi. Og hun har selv oplevet, hvordan det helede at genopleve en gammel sansning fra sit voksne ståsted. Læs Evas fortælling her.

Eva Børsmose vokser op i en kernefamilie i Esbjerg. Hun har kærlige forældre, men vokser op med en følelse af uro og rastløshed.

“Det er en følelse af at være langt fra mig selv. En rodløshed,” fortæller Eva. “Samtidig havde jeg en indstilling til mig selv, der hed, at jo mere jeg kunne klare med hovedet, jo bedre kunne jeg styre, hvordan det gik i mit liv. Så der har været en del “biden-tænderne-sammen. Mange ting har føltes lidt som en kamp i mit liv.”

Tilbage i Esbjerg oplever Eva ret tidligt at have nogle lidt andre tilgange til livet end det omkringliggende samfund. Hun fortæller:

“Jeg valgte ikke at spise kød. Jeg gik op i ligestilling, menneskerettigheder og dyrevelfærd. Jeg oplevede det som om, at jeg skulle kæmpe ret hårdt for min ret til at have de værdier. Og at jeg blev puttet ned i en kasse, hvor jeg stak udenfor normen, og så syntes de andre, jeg var meget anderledes. Men i virkeligheden var jeg utroligt ens med de andre på en masse andre punkter. Det er synd, at der skulle være sådan et fokus på forskellene. For mig blev det et valg om kamp eller selvudslettelse. Så jeg valgte kampen.”

Hvor rastløsheden kommer fra, er gennem livet ikke så tydelig for Eva. Men på uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut har Eva en Indre Barn session, som gør det meget klart for hende. Det vender vi tilbage til.

Fuck-you-money

Som ung uddanner Eva sig til folkeskolelærer. Hun arbejder i nogle år, og oplever arbejdet som nedslidende. Eva har stadig kampen i sig, bider tænderne sammen og fortsætter på det intellektuelle plan. Samtidig sparer hun op, så hun en dag kan rejse fra Danmark og kun vende tilbage på besøg.

“Jeg kaldte det mine fuck-you-money,” siger Eva.

Da der kommer lockout i 2013 er det den sidste dråbe for Eva. Hun bliver stresssygemeldt, men kort tid efter er hun tilbage på arbejdet. Her mærker hun vrede og frustration, og hun oplever at føle sig langt fra sin krop. Hun får ondt i kæberne og bliver stiv i kroppen. Her starter Eva til hot yoga, og dér begynder en rejse tilbage til kontakten indadtil. Hun fortæller:

“Yogaen var dynamisk og krævende, og jeg fortsatte stadig med at bide tænderne sammen og holde ud. Men det var kropsligt. Jeg oplevede for første gang at få ro i hovedet.”

Eva siger sit job som folkeskolelærer op og tager 1 år som handikaphjælper. I det her arbejde er der utroligt meget ventetid.

“Jeg kunne godt lide arbejdet og følte det som en tvungen pause, som jeg fik løn for. Sådan begyndte jeg at opdage andre ting i min krop, end der hidtil havde været plads til,” forklarer Eva.

Evas veninde er også i et opbrud med sit arbejdsliv, og de to følges ad i det. En dag kommer veninden begejstret og fortæller om Totum Kropsterapi. Eva tager på en introdag og starter umiddelbart efter. Eva fortæller:

“Min kæreste, som jeg havde kendt et halvt år, rådede mig til at tage en uddannelse fremfor at rejse ud for min opsparing. Han har senere indrømmet, at det måske var lidt taktisk fra hans side – vi har 2 børn i dag.”

Og sådan går Evas rejsepenge til en indre rejse i stedet.

Eva starter sin klinik i 2016, hvor hun stadig har elevbehandlinger, og så ruller det ligeså stille derfra.

Genfødsel

Eva interesse i det kropsterapeutiske ligger mest i krop-psyke-delen. Så da hun lærer nogle grundlæggende principper om Indre Barn og karakterstrukturer på Totum, begynder hun allerede dér at bruge det i sine behandlinger. Hun kan mærke, at hun ønsker at blive dygtigere til metoden, og da Indre Barn Traumeterapeutuddannelsen åbner, tager hun den. Undervejs arbejder hun med rastløsheden og oplever, hvordan den opløses under det indre arbejde. Eva fortæller.

“Det her er måske noget af det mest hokus pokus-agtige i forhold til Indre Barn. Jeg oplevede nemlig min egen fødsel. Og jeg spurgte mig selv – hvordan kan jeg huske det? Men det, der skete var bare, at jeg fik nogle helt tydelige sansninger. Det føltes meget virkeligt. Når du genoplever noget, du har oplevet som meget lille barn, så er der ikke så meget sprog for det. Men det, jeg sansede var en fornemmelse af at ligge i min mors mave. Jeg mærker veerne gå i gang. Der er en følelse af helt enorm sårbarhed, og at det er meget voldsomt. I sessionen oplever jeg bare, at der er en kamp og en voldsomhed, men der går længe, før jeg forstår, at det er min fødsel, jeg genoplever. Så jeg ligger dér som voksen og kører ind og ud af at være voksent tilstede og at være det lille spædbarn.”

Med oplevelsen kommer der en voksen forståelse af, hvad det er, der sker.

“Jeg oplever en enorm kærlighed, som kommer fra min mor. Og med det lander jeg i en helt utroligt ro, som jeg har med mig i dag. Både i mit arbejde og personligt,” siger Eva.

Men hvordan hænger det sammen med rastløsheden? Eva fortæller:

“Alle er igennem et traume, når de fødes. Min fødsel var for voldsom for mig på det tidspunkt. Det gjorde, at jeg blev fastlåst i et traume, som skabte den rastløshed. Da jeg gik derfra, var det med følelsen af at have et anker. Et anker ind i ro. På den måde genbesøgte jeg en situation i fortiden fra nutidens voksne evne til at mærke andre nuancer, såsom kærligheden. Og jeg kunne møde mig selv dér og sige: ‘Det er okay.’ Det gør en verden til forskel.”

Indre Barn Terapi

Gennem uddannelsen i Indre Barn Traumeterapi har Eva fået en anden frihed i sit arbejde. Hun siger:

“Jeg har fået en dyb fortrolighed med metoden, og derfor kan jeg lade klientens historie vise vejen. Jeg behøver ikke tage styring. På den måde er roen også landet i mit arbejde. Og der er meget mindre kamp. Jeg skal ikke bruge kræfter på samme måde mere – fordi der er et grundlæggende traume, som er blevet opløst.”

Profilbillede af Toke Nissen

Eva Børsmose

Kropsterapi og yoga

kropsterapifrederiksberg.com

Magnoliavej 17
2000 Frederiksberg
+4542776507

Kontakt

    Tamara Jensen:
    Den højeste kærlighed er kvaliteten af vores nærvær