Camilla Elisabeth: Friheden til at leve

Camilla Elisabeth er opvokset med en følelse af, at hendes barndom var meget normal – for det, der skete, var normalt for hende. Gennem sine unge voksenår oplever hun, at hun ind i mellem isolerer sig alene på sit værelse, hvor hun ligger i sengen i op til en uge af gangen, hvilket hun afskriver som, at der er noget i vejen med hende. Gennem mødet med en psykolog åbner hun op for en rejse tilbage til sit indre barn – og til en ultimativ følelse af frihed, som hun i dag også hjælper andre ind i sin praksis

Camilla oplevede dengang sin barndom som helt normal. Men da faren til hendes første søn omkommer i en ulykke, og hun for første gang som 25-årig opsøger en psykolog, beder psykologen hende om at fortælle om sit liv.

“Der sagde han: ‘Jeg tror også, der er nogle andre ting, vi skal tale om,’” fortæller Camilla.

Camilla vokser op med en ung mor, som drikker for meget. Når hun kommer hjem, ved hun aldrig rigtig, hvad der venter hende: Er det en overkompenserende mor, der har bagt boller til hende og spiller spil – eller er det en lejlighed fyldt med venner og øl? Faren ser hun sporadisk – han sidder en del i fængsel.

Og selvom dette opleves normalt for Camilla, har hun gennem sin indre rejse fået øje på, hvor stor usikkerhed, uforudsigelighed og utryghed, hendes barndom var præget af.

“Jeg følte et stort ansvar for min mor og var bekymret, når hun var ude at drikke. Jeg kunne aldrig regne med, hvad hun sagde, og derfor påtog jeg mig selv ansvaret alt for tidligt.” fortæller Camilla.

Hun skreg hans navn

Da Camilla er 12 år, er hendes far forbi nytårsaften for at hilse på. Faren opfører sig mærkeligt aggressivt, formentlig på grund af stoffer, og Camilla hjælper ham ind på sofaen, hvor han falder i søvn. Moderen og en veninde tager i byen efter midnat, og Camilla er selv ude til kl. 1, hvorefter hun går ud igen og kommer hjem kl. 3, hvor hun går i seng. Klokken 5 om morgenen vågner hun af morens skrig og walkie-talkie-lyde i lejligheden:

“Jeg står op og ser en masse mennesker i vores gang – politi- og ambulancefolk. Min mor sidder ind over min far, som ligger på sofaen, og skriger hans navn, og min mors veninde kommer hen til mig: ‘Du skal ikke gå derind, din far er død,’ siger hun, mens hun skubber mig tilbage.”

Oplevelsen tegner for Camilla et billede af en stor del af hendes opvækst:

“Den her situation er et tydeligt billede på, at der ikke har været nogen voksne for mig i mit barndomshjem.”

Fredens have

Den dag, Camilla taler med psykologen første gang, tager hun ud og spiser med sin mormor efterfølgende. De taler om hendes opvækst, og Camilla bemærker, at hun slet ikke kan huske noget fra livet med sin mor før 6-års-alderen.

“Der svarer min mormor: ‘Men Camilla, du var jo heller aldrig hos din mor, da du var lille. Du var altid hos os.’” fortæller Camilla.

Og i mormorens og hendes kærestes kolonihavehus er der trygge rammer. Her føler Camilla en fred, som hun i dag ved, har hjulpet hende til alligevel at lægge et fundament i sig, som hun kan gribe ind i, når tingene er svære. Hun siger:

“Jeg føler, at årene hos min mormor og hendes kæreste har været min redning. Der kunne jeg bare være barnet Camilla.”

Rejsen til frihed

Camilla uddanner sig til grafiker og arbejder i den branche i 10 år, mens hun samtidig er optaget af sund kost og arbejder med sin barndom gennem terapi. En dag når hun til en skillevej:

“Mit arbejde som grafiker blev mere og mere meningsløst for mig. Det handlede mest om at få et produkt til at se godt ud og så stoppe det i halsen på forbrugeren. Jeg fik muligheden for at vælge at videreuddanne mig indenfor det grafiske, eller at gå en helt anden vej og begynde at uddanne og arbejde med sundhed og mentalitet. Og så startede jeg på Body-SDS-uddannelsen.”

Efter mindre end 1 år, starter Camilla klinik og bliver velbesøgt fra start. Undervejs på Body-SDS-uddannelsen stifter hun bekendtskab med teori om indre barn. Da hun er færdiguddannet og arbejder i sin klinik på fuld tid, mærker hun et behov for at gå dybere med Indre Barn. Først og fremmest fordi, hun mærker sit eget indre barn kalde – og hun ved også, at hun kun kan tage sine klienter så langt, som hun selv er gået. Efter at have taget et grundforløb hos Ronni Vistisen, starter hun på uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut. Hun får nogle nye andre vinkler og kan begynde at bruge metoden med det samme. Camilla siger:

“Dér, hvor jeg ikke kunne komme ind med Body-SDS, der kunne jeg gå en anden vej ind og tale til det sårbare med Indre Barn. Så det supplerer hinanden helt utroligt godt.”

Den berigende – men svære – vej igennem

Selvom Indre Barn-uddannelsen giver Camilla en brugbar metode til at kontakte og hjælpe sit eget indre barn, og at guide andre til at nå ind til deres, er uddannelsen en overvældende oplevelse.

“Jeg fik en nedsmeltning på Indre Barn. Uddannelsen er fuldstændig fantastisk – og det er også det, der har væltet mig mest omkuld, forstået på den måde, at det var svært at processere alt det, der kom op til overfladen.” fortæller Camilla.

Men på uddannelsen føler hun sig fuldstændigt tryg, og det er måske netop med til, at disse ting kan komme frem i hende. Hun siger:

“Det gav utroligt meget at sidde i en rundkreds og fortælle sin historie. Der blev hurtigt skabt et trygt rum mellem os. Ronni er god til bare at være med det, der er, og at der ikke er noget, der er forkert. Hans måde gør, at der ikke er noget der er skamfuldt at sige, og der er ikke nogen måder, der er skamfulde at være på.”

Camilla har flere stærke oplevelser på uddannelsen. En af dem er, da de laver familieopstilling, hvor de arbejder med de episoder, hvor Camilla har isoleret sig på værelset. Der ser hun sig selv udefra, ligge dér i fosterstilling. Og hun mærker tydeligt, hvad det er, hun havde brug for dengang:

“At der sad nogen på sengekanten, aede mig på håret og sagde, at det var okay, at jeg havde det sådan,” fortæller hun “og det er jo det, jeg kan gøre for mig selv i dag.”

Hun fortæller nemlig, at hun stadig oplever at kunne bevæge sig som op af en trappe fra grønne til gule og sidst røde trin. Når hun er på de røde trin lukker hun helt ned for sig selv. Og det sker nogle dage inden, vi interviewer hende. Hun fortæller, at mens hun pakker for at tage på ferie med familien i sommerhus, bliver hun meget stresset. Der stopper hun op, trækker vejret og spørger sig selv, hvad det handler om.

“Og der kom ét ord til mig: utilstrækkelig. Så kunne jeg igen se mig selv som den her lille pige, der aldrig kunne gøre det godt nok. Dér kunne jeg græde og tage hånd om mig selv, og så var det ligesom forløst.” forklarer Camilla.

Frihed til at leve

I dag har Camilla opnået en ny form for frihed i sit liv. Hun forstår sine reaktioner og kan tage sig kærligt af dem, når de kommer. Det giver hende en frihed, som er helt central for hende, både i arbejdet med sig selv og med klienter.

Og allerede da Camilla har sin første session på uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut, får hun dette billede af friheden vist for sit indre øje. Sessionen afsluttes med, at Camilla ser sig selv ude på en rapsmark – et billede, som hun senere har fået taget – og som du kan se herover. Om billedet af rapsmarken siger Camilla:

“For mig betyder det frihed. Frihed inde i mig – til at udleve mine drømme, sige og gøre, hvad jeg har lyst til. At jeg er fri til at være i nuet, og at være den, jeg er født til at være – uden at jeg skal sige eller gøre noget bestemt. Og det er bl.a. også den følelse, jeg hjælper mine klienter med at få.” afslutter Camilla.