Anna Kirkegaard: Der er altid en grund, når du ikke tør åbne dig

Anna Kirkegaard kommer til verden med et stort og meget atypisk navlebrok i 1974. På det tidspunkt har lægerne ikke meget erfaring med den slags navlebrok, og det ender med, at hun er indlagt de første 2,5 måned af sit liv – alene, uden sin mor. Annas far er landmand og arbejder 24/7, så han er ikke meget til stede. Senere i livet oplever Anna igen og igen, at hun trækker sig og er stille, når andre fylder. Hun arbejder på et kontor som elev, hvor hun ikke føler sig set og hørt. Og med tiden oplever hun at blive guidet ud på en rejse, der giver hende mod på at åbne op i verden – både for sit faglige kald og for sit hjerte. Læs Annas fortælling her.

“Dengang vidste man ikke, at et lille barn havde brug for sin mor i starten af livet. Så når min mor kom og besøgte mig på hospitalet, så hun mig kun gennem en glasrude. Hun har senere sagt, at man sådan kunne stå og pege mod mig, der lå derinde: ‘Dérovre ligger hun,’” fortæller Anna.

Anna oplever igen som 5- og 6-årig, at hun må opereres. Her ligger hun henholdsvis 12 og 10 dage indlagt alene – moren besøger hende 1 time om dagen. “Når hun gik, var det den værste følelse. Jeg havde det virkelig sådan: Du må ikke gå!” siger Anna.

Anna præges af følelsen af ikke at blive hørt og at blive forladt. Hun husker ikke de første måneder af sit liv, men hun har stadig en fornemmelse af det. Hun fortæller:

“Nogle af børnene på afdelingen skreg nok op for at få opmærksomhed, hvor jeg måske mere havde en anden copingmekanisme, hvor jeg lukkede i og var stille. Det er i hvert fald det mønster, der har fulgt mig gennem livet.”

Forholdet til familien bliver gennem livet sværere og sværere. Anna oplever, at hun får brug for at trække sig fuldstændig, og hun flytter langt væk fra dem.

Et guidet arbejdsliv

Massøren

Anna uddanner sig på handelsskolen og starter som elev på et kontor. Da hun bliver fyret 8 år efter, oplever hun mange udfordringer med ryggen og lænden. Hun møder en massør til fitness, som siger til hende, at hun skal komme og få massage. Det gør en stor forskel for Anna at begynde at få behandlinger, og allerede 2. gang Anna er der, kommer det på tale, at Anna måske selv skal gå i den retning. Hun fortæller:

“Jeg sagde til hende: ‘Wow, hvor er du god! Hvordan kan du det?’ Til det svarede hun: ‘Du kan bare tage en uddannelse i massage.’”

Massøren får vist Anna en anden faglig vej, og Anna har først modstand på den – men den vækker alligevel hendes nysgerrighed og hun tænker så, at hun jo bare kan prøve det af. Hun siger:

“Det føltes som noget af et spring for mig, men jeg har altid haft en lille selvstændig drøm i maven.”

Sygeplejersken

Massagen er fysisk hård at udføre, og da en erhvervsrådgiver fortæller Anna, at hun skal op på 15-20 klienter om ugen for at kunne leve af det, tænker hun, at hun vil blive udbrændt på 2 år. Anna mærker ønsket om at arbejde med mennesker – og igen har hun et møde med en person, der viser hende næste skridt på hendes vej. Som massør har Anna nemlig en klient, som er sygeplejerske. Hun siger til Anna, at det måske vil være en god vej for Anna at gå. Igen oplever Anna modstand – hun fortæller:

“Jeg sagde: ‘Det er ikke noget for mig – jeg kan slet ikke tåle at se blod!’ Og sygeplejersken, som vidste, at jeg har sukkersyge, spørger mig, om jeg ikke stikker mig selv? Da jeg svarer ja, siger hun, at det er meget nemmere at stikke andre. Hendes veninde er leder på et plejehjem, og hun vil gerne lægge et godt ord ind for mig. Igen tænker jeg, at jeg jo bare kan prøve det af – og så tager jeg et halvt års tid som ufaglært afløser.”

Det leder Anna til at tage en sygeplejeuddannelse – et fag, hun værdsætter, men som også er hårdt at være i, fordi Anna ikke kan åbne op og sige fra. Anna forklarer:

“Jeg var enormt pligtopfyldende, og det fungerede overhovedet ikke for mig. Jeg havde ikke lært at sætte grænser og sige nej, når nej var nødvendigt. Jeg sagde først nej, når jeg var nået et eksplosionsniveau, og det kunne både være udadtil og indadtil. Så der gik ikke lang tid, før jeg gik ned med stress med et brag.”

Vikaren

Da Anna skal tilbage til arbejdslivet igen, tænker hun, hvordan hun kan gøre det på en bedre måde. Her taler hun med en vikar, der ofte er på hendes arbejdsplads. Hun er sådan en gammeldags, garvet sygeplejerske, og hun fortæller om arbejdslivet som vikar. Hun siger, at det er fantastisk, fordi hun bestemmer selv. Det bliver Annas springbræt videre til et arbejdsliv, hvor hun har mere indflydelse på sit eget liv. Dette giver stor arbejdsglæde og skaber en udvidelse af Annas faglige selvtillid.

Kropsterapeuten

På et tidspunkt i Annas liv kører hun sur i nogle venindekonstellationer, og hun oplever det som om, der er noget galt med hende selv. Da vælger hun at tage en uddannelse som skyggevejleder hos psykolog Mette Holm. Anna siger:

“Jeg tænkte, det ville hjælpe mig med at forstå mig selv og mine relationer bedre.”

Uddannelsen er en øjenåbner for Anna – men hun har en uro i sin krop, som hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere. Mette Holm, som har skyggevejlederuddannelsen, arbejder på daværende tidspunkt også sammen med en kropsterapeut, som Anna rækker ud til. Gennem hende lærer Anna Totum – skolen for kropsterapi – at kende, og hun begynder at spare op til at tage uddannelsen.

Veninden

På uddannelsen til kropsterapeut har Anna svært ved at åbne op for holdet. Men hun møder en kvinde, Nina, som Anna skaber en tryg forbindelse til. De to laver en studiegruppe sammen med 2 andre og støtter hinanden gennem forløbet. I slutningen af uddannelsen guides holdet i en indre barn meditation, som rammer Anna meget hårdt.

“Der var virkelig noget på spil i min krop og i forhold til mit indre barn, kunne jeg mærke. Men det var meget uforløst efter kun én meditation, og jeg følte virkelig, at her var den sidste brik i mit puslespil. Bagefter talte Nina og jeg om, at vi begge kunne tænke os at tage en uddannelse i det, når vi var færdig med kropsterapeutuddannelsen,” fortæller Anna.

Efter uddannelsen fortæller Nina, at hun er startet på uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut. Og det får Anna til også at tage beslutningen: Hun vil forbinde sig med sit indre barn, hele de sår, der er, og gøre sig mere fri. Og hun vil bringe det traumeterapeutiske arbejde i spil i sit fag.

Mødet med det indre barn

På uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut begynder de mønstre, Anna har med sig, for alvor at blive tydelige for hende. Hun ser, at hun altid har haft tendens til at vælge mænd, der ikke helt har haft tid til hende. Hun opdager, hvordan hun ubevidst har forsøgt at genskabe et mønster fra barndommen, hvor det, at nogen forlod hende eller “ikke havde tid” kunne heles ved at blive opløst i nutiden gennem en lignende relation.

“Men det kan man ikke,” siger Anna. “Man kan ikke genskabe noget fra barndommen i dag og så reparere den gamle situation derigennem. Man er nødt til at ændre hele mønstret – og forstå, at man er værd at se og blive hørt helt overordnet.”

Oplevelserne med mænd resulterer i, at Anna ikke er typen, der har en kæreste, for som hun siger: “Det var nemmere, når jeg var alene. Jeg kunne fint klare mig selv.”

På uddannelsen har Anna lettere ved at åbne sig for de andre på holdet, end hun før har oplevet – men det er stadig svært at åbne sig helt. Men til sidst i uddannelsen modtager hun nogle behandlinger, hvor hun kommer helt ind til kernen. Og her kommer der en stor åbenbaring:

“Jeg skammede mig sådan over, at jeg dengang som barn ikke kunne reagere. Det var hårdt at se, at jeg i alle de situationer var forblevet tavs. Og jeg kunne se, hvordan jeg tog mønstret med, og hvordan det har holdt mig fastlåst i mine relationer op gennem livet.”

Et rum at åbne sig i – så man kan åbne sig ude i verden

På uddannelsen oplever Anna et utroligt trygt rum at være i. Hun forklarer:

“Ronnis måde at være på, gør det trygt. Han ser os alle – han har et godt blik for, hvad hver især er udfordret på, alle bliver set og hørt, og der er plads til hver især. Det gjorde, at jeg selv turde åbne op og sige højt, hvordan jeg havde det. Det var svært – men det gjorde, at jeg fik det fysisk meget bedre.”

Anna oplever, at Indre Barn Metoden giver ro indeni – ro med den man er. Spændinger i kroppen slippes, og de svære ting forsvinder. Anna siger:

“Det giver plads til alt det gode og det lyse. De udfordringer, der kommer nu, kan jeg tage på en helt anden måde end før.”

Et åbent hjerte og en nyåbnet klinik

Annas rejse har blandt andet resulteret i, at hun nu er i et parforhold. Hun havde forsvoret det – for hun var typen, der ikke havde kærester, hvilket hun også var kendt for i sin omgangskreds. Men i dag er hun i et forhold med en helt anden type mand, end hun har haft før. Og hun har det godt. Hun har også fået redt de svære tråde ud med familien.

Da vi taler med hende, har hun lige fået nøglerne til sin nye klinik i Randers, hvor hun drømmer om et arbejdsliv med lige dele vikariat som sygeplejerske og Indre Barn Traumeterapeut og Kropsterapeut.

Og hun fortsætter med at møde sit indre barn, som hun kunne ønske, det var blevet mødt, da hun var lille:

“Da jeg selv blev mor, var min søn født for tidligt. Jeg var indlagt sammen med ham, og da vi kom hjem brugte jeg mange nætter på at ligge tæt med ham. Dér tænkte jeg: ‘Hvad hvis nogen havde gjort det med mig?’” Anna fortsætter: “Men selvom vi ikke kan ændre fortiden, kan vi tage vores eget indre barn ind til os og give det opmærksomhed og omsorg. Jeg ved nu, at jeg ikke var forkert. Jeg ved, at der var en god grund til, at jeg trak mig. Men nu tør jeg åbne mig for verden igen – og hjælpe andre med at gøre det samme.”