At processere er vejen til at genfinde kontakten til os selv – og på vejen går vi gennem nogle af de tilstande, som satte os i den traumatiske tilstand til at begynde med. Men hvad det betyder det mere nøjagtigt at gå i proces, og hvad sker der, når man gør det? Hvad er det vigtigste, du som terapeut kan have med dig for at skabe et rum for forandring hos din klient? I dette blogindlæg taler jeg ind i sammenhængen mellem krop og psyke, processering samt det traumeterapeutiske arbejdes grundlæggende principper og veje til at finde tilbage til det sted, hvor vi er i en nærværende kontakt med os selv og vores relationer.
Da jeg var barn, så jeg min far blive stukket af en hveps i halsen. Han fik den i halsen, da han tog en tår af sin øl, og jeg så ham gå rundt i panik, smerte, holde sig til halsen, som langsomt hævede. Jeg selv var fuldstændigt magtesløs. Min far blev frisk igen – men kort tid efter blev jeg som barn stukket af en hveps mellem to fingre, og smerten var stor og ubærlig, og min hånd hævede meget op. Sådan blev hvepse forbundet med noget livstruende og meget smertefuldt for mig gennem livet mange år endnu. De smertefulde hvepsestik kan sammenlignes med det traumatiske. Vi husker smerten og reagerer som dengang.
Det vigtigste terapeutiske værktøj er terapeuten selv
Når vi taler terapi, er der mange forskellige tilgange. Som terapeut har du dine værktøjer og dine metoder, som du går til dine klienter med. Men det allervigtigste værktøj, du har med, er dig og det nærvær, du bringer ind i rummet.
Forskeren Helle Johansen lavede et forskningsforsøg, hvor hun undersøgte, hvad det er ved terapi og konventionel behandling, der virker. Hendes resultater var kontroversielle og blev mødt med modstand i det terapeutiske miljø, både i den alternative såvel som i den etablerede verden. Det, hun opdagede var, at det var vigtigere hvem, man modtog behandlingen af, fremfor hvilken metode, der blev anvendt.
Der kan sikkert være mange årsager til, at vi knytter vores tillid til en person – men det menneskelige nærvær, er én af hovedingredienserne. Derfor er arbejdet med os selv som terapeuter afgørende i forhold til arbejdet med vores klienter.
Hvad vil det sige at være i proces – og hvordan kommer vi igennem?
Når vi processerer noget, betyder det, at vi går ind i en sansning, som ligger gemt i vores krop, sind og sanser eller flere eller alle tre ting på én gang. Det har været vigtigt for mig at forstå, at det ikke nødvendigvis er opdelt, men kan foregå simultant.
Når vi har været udsat for en traumatisk oplevelse, som har sat os i en traumatisk tilstand, føles noget i os måske, som det er gået i stykker. Men der er også en del, der ikke er gået i stykker – den er bare sværere at komme i kontakt med. Det kan føles som om, der er meget langt – men det er vigtigt at vide, at det hele tiden og der, og at vi skal genlære at finde kontakten. På vejen tilbage til kontakten, kommer vi også igennem nogle af de tilstande, som har sat os i den traumatiske tilstand til at begynde med.
I processen tror alt i os, at vi kommer tilbage til det farlige, det der har været traumatiserende. Vi kan have oplevelsen af, at det skete har ødelagt noget for os, og det er i en henseende også rigtigt – men når vi ser på det som terapeuter, er det ikke hændelsen i sig selv der er skadelig. Det er vores forhold til vores egen reaktion, der er skadelig. Vi bliver bange for den måde, vi selv reagerer på, når vi oplever en traumatisk hændelse.
For at gå ind i tilstanden af at være traumatiseret, skal følgende være tilstede:
- Høj stress – vi er i højt alarmberedskab og fryser, flygter eller kæmper
- Dissociering – vi er ikke i kontakt med os selv. Vi taler om 10 måder at dissociere indenfor Indre Barn, herunder: at miste hukommelsen i situationen, space ud, når noget bliver for intenst og at hoppe over i andre
- Sammentrækning – musklerne trækker sig sammen
- Fastfrysning – sansning, kroppen, ansigtet eller et tankemønster fryser sig fast
For at genetablere kontakten med det, der er fastfrosset, sammentrukket, dissocieret og i høj stress, skal vi ikke genleve det – men genopdage kontakten til os selv. Og vi er nødt til at undersøge den relation til vores tilstand. I Indre Barn Terapi arbejder vi med, at stresstilstanden repræsenterer det Indre Barn.
Hvis en baby mødes af en forælder, som er stivnet i sin ansigtsmimik, hvilket man kan se hos personer med PTSD, vil barnet højst sandsynligt blive bange og begynde at græde, fordi der ikke er en kontakt til den voksne. Dette kan give barnet en fornemmelse af at være alene. Dette kan skabe en grundlæggende overbevisning om, at “jeg er svær at komme i kontakt med, jeg er ikke velkommen i verden” – eller at man ikke føler sig set. Og det bliver den konklusion, der kommer på den hændelse af ikke at blive mødt eller spejlet i sin væren.
Den reaktion, vi har på hændelsen, repræsenterer den relation vi har til os selv eller andre i vores liv. Ofte virker et traume større end os. Når vi oplever et traumer, bliver vi overvældede af en indre eller ydre sansning, som har været for meget til, at vi kunne tage den ind. Så når vi er i traumetilstanden, prøver vores krop hele tiden at forarbejde de indtryk, vi har oplevet, som lever uforarbejdet i os. Så når vi går ind i det terapeutiske arbejde, skal vi opdage, at vi nu har nogle helt andre ressourcer til stede. Vi er jo for eksempel ikke i den situation, vi var i dengang, længere. Hele sansningen af det, vi har oplevet, og vores egen reaktion i det, er så stor, at vi reagerer igen. Men når vi begynder at se tingene som de i virkeligheden var dengang, og vi ser det lille barn, der i virkeligheden bare regarer, opnår vi en helt anden sansning og forståelse af os selv. Og ud fra det perspektiv, begynder vi at kunne reagere – uden at være fastlåste i den hjælpeløse tilstand. Derefter kan vi begynde at arbejde på relationen til os selv og få et bedre selvværd og selvbillede.
Det hele afhænger af, at vi får brudt en af de 4 tilstande. For når vi bare tager én af dem ud, kan vi få bevægelse i det, der har været fastfrosset.
Det er både enkelt, og det er samtidig kompliceret.
Terapeutens historie: At være terapeut med både traumer og faglighed
Når vi går ind i et terapeutisk rum kan vi ikke undgå at tage os selv med. Hvis vi går ind og bare er en uniform eller en kittel som en professionel attitude, vil vi allerede dér tage en vis afstand til potentialet til det nærvær, der ligger mellem os og klienten. Der vil være nogle ting, vi ikke opfanger, eller som klienten opfanger som afstand eller utryghed. Vi kan selvfølgelig ikke stå fuldstændigt åbne overfor alt og alle, men det er vigtigt at forstå disse mekanismer. Det er vigtigt at vi har en god fornemmelse af os selv, når vi sidder og skal guide og støtte et andet menneske igennem en proces.
Vi terapeuter sidder ofte i stolen af en grund. Vi har vores egen historie, og når vi selv oplever det som terapeut, når vi sidder overfor en klient, vil vi komme til at spejle klienten, fordi det måske spejler noget i vores egen historie. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi får arbejdet med vores egen historie og får en forståelse af den, særligt når vi arbejder med det traumatiske. Der kan opstå nogle voldsomme reaktioner, som man skal igennem i terapien.
Det er også vigtigt, at vi som terapeuter ved, hvornår der er ressourcer indeni os selv og i vores klient, når vi arbejder ind i det her. For når vi gør det ved fx at lade vores klient fortælle det igen og igen, så laver klienten bare en dybere rille i traumepladen. Det er vigtigt, vi har et vidne, både til vores historie og vores reaktion, fordi det er en spejling ligesom med babyen og ansigtsmimikken. Men at være i en traumatisk tilstand er også, at vi fortæller den samme historie igen og igen. Som terapeuter skal vi tage pladespillerens pickup og sætte den et andet sted hen, så vi kan begynde at spille et nyt nummer på pladen.
På den anden side af processen
Når vi processerer, er det kroppen, der gennemgår den reaktion, der ikke var plads til, dengang vi var blev sat i den traumatiske tilstand. Derfor kan det også føles voldsomt, når det kommer igennem. Både for klient og terapeut. Men når vi har en grundlæggende forståelse af, hvad der sker – at det “bare” (med stor respekt for, at det ikke føles som “bare”) er en reaktion, og vi kommer i ro med det, så bliver det meget mindre farligt. Det var farligt engang – men det er det ikke mere.
Hvis vi er låst fast i vores følelser er det også vigtigt, at der bliver sat bevægelse i dem igen, såvel som det er vigtigt med vores krop og vores mindset.
Denne sommer var jeg ude at spise, og der blev jeg stukket af en hveps i knæhasen. Jeg mærkede straks et intenst ubehag – men så opdagede jeg, at det vel nok gjorde ondt, men at jeg sagtens kunne rumme fornemmelsen. Og siden den dag har jeg haft en ganske anden oplevelse af hvepse. Jeg ved de kan stikke, og jeg er opmærksom, når der er en hveps. Men det er ikke på samme måde, som det var op gennem livet. Jeg har fået bevægelsen i krop, sansning og mindset tilbage igen.
Ligeledes er det også med traumer. Man kan sige, at smerten stadig er der – vi mærker, hvordan det føles at blive stukket, og det kan chokere os i øjeblikket og vække et ubehag. Men når vi lærer at gå ind og ud af traumetilstanden, er det ikke så farligt. Det kan stadig gøre ondt, og vi kan komme ind og besøge noget, der er ubehageligt, men vores krop, sind og følelser lærer, at vi kan gå ind og ud af tilstanden, fordi der ikke længere er en fastfrysning. Sådan er det også i vores relationer og i andre situationer, hvor vi har været traumatiserede.
Vil du uddanne dig indenfor traumer?

Uddannelsen til Indre Barn Traumeterapeut er en uddannelse, der hjælper dig til at arbejde med alle former for traumer. Det er en hands on-metode og en konkret vej at arbejde med traumer. Med Indre Barn kan du som terapeut trygt tage din klient igennem det forløsende arbejde, fordi du har en konkret metode, som virker.
Start: 16. November 2024
0 kommentarer