Det er et stort emne at tale om traumatiske tilstande og kroppen. Grundlæggende kan man sige, at vi får de traumatiske tilstande som en kropslig reaktion. Der er forskellige perspektiver på, hvad der er hønen og ægget på dette område – og hvis man taler ud fra nervesystemet kan man argumentere for, at den traumatiske tilstand ikke er en psykisk, men en fysisk tilstand. I mit arbejde har jeg en fod i begge lejre. 

Vi kommer ikke udenom kroppen, når vi taler om traumeterapi, og det gør vi heller ikke, når vi taler om Indre Barn Terapi. Her forklarer jeg, hvordan det kan være, og jeg kommer ind på 4 parametre, der kan aktivere gamle stresstilstande.

For at komme det nærmere skal vi dykke ned i, hvad der sker, når noget låser sig i os. Det er en fornemmelse af at være låst fast eller at gentage gamle mønstre. Det kan være, vi oplever at have de samme diskussioner, reaktioner eller overbevisninger igen og igen.

Når vi taler ned i kroppen, er det dér, det starter. Der opstår en dyb sansning af, at noget ligesom bliver farligt, eller at vi holder på os selv. Vi kender det også, når vi er stressede, hvor vejrtrækningen kommer helt op i toppen af brystkassen, og så trækker vi vejret deropppefra. Normalt er vores vejrtrækning i diafragma, mellemgulvet. Når vi trækker vejret fra mellemgulvet bevæger mellemgulvsmusklen sig op og ned, og denne muskel masserer vores organer og sørger for at vores fordøjelse virker. Det er den, vi bruger, når vi har den dybe vejrtrækning.

I en stresstilstand kommer vejrtrækningen op i halsen, og vi bruger nogle halsmuskler, der hedder skalener. 

De 4 parametre, der kan aktivere gamle stresstilstande er:

Høj stress, en sammentrækning i musklerne, bindevævet og følelserne – som har et fantastisk, forløsende formål.

Når høj stress genaktiverer gamle stresstilstande

Når vi oplever noget ubehageligt, eller hvor vi bliver utrygge, sker der en sammentrækning i kroppen. Når vi bliver stressede, har vi mennesker forskellige måder at spænde op i kroppen, hvor forskellige muskler bliver aktiveret fra person til person, og vores reaktioner er også forskellige. Det kommer an på, hvilke ressourcer man har i kroppen, og hvad personens grundlæggende spændingsmønster er.

Ofte reagerer vi på en bestemt måde. Og måden vi har det med den måde, vi reagerer på, definerer vores livskvalitet. Hvis vi reagerer voldsomt på noget og spænder op for at slippe det igen og ånde ud, og vi så har det helt okay med det, så er det egentlig helt okay – så er der ikke den store fare.

Men hvis vi derimod reagerer voldsomt – det kan være, vi bliver vrede – og vi skammer os over den måde, vi reagerer på, eller vi bliver sure på os selv, så skaber det en indre konflikt, der resulterer i, at reaktionen og mønstret bliver selvforstærkende. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er noget, vi kan styre med vores vilje. Det er ikke som at gå ned i supermarkedet og vælge, at vi kun vil reagere på én bestemt måde. Det er underbevidst styret, og det går meget hurtigt, så vores bevidsthed kan ikke nå at følge med.

Vores reaktionsmønster er vores reaktionsmønster. Men det kan ligge i flere forskellige lag, alt efter hvor presset vi er. De fleste af os vil, hvis vi er pressede nok, dissociere udaf. Her vil vi miste fornemmelsen med tid og sted og med vores krop. Når vi på et tidspunkt kommer til bevidsthed igen, kommer vi ned og lander i kroppen. Her er det vigtigt, at vi orienterer os med vores bevidsthed og spørger, hvad det var, der pressede os, såvel som at vi forstår, at det er overstået. Det er vigtigt, at kroppen forstår, at der ikke er fare på færde mere. Når der ligger gamle stresstilstande i kroppen, reaktiverer disse pressede situationer de gamle mønstre. Det kan blive problematisk, fordi vi kan have flere tilstande tilstede i os samtidig. Det er for eksempel det, der sker, når vi får reaktiveret et mønster, og vi har PTSD. Og barndomstraumer er PTSD. Man kalder det bare C-PTSD. Det er gamle stresstilstande, som er i vores krop og vores sind, som bliver genaktiveret. Og det er noget, vi alle har. Vi har alle gamle stresstilstande, der kan genaktiveres. På den måde kan man sige, at det er helt normalt. For nogle er det værre end andre af logiske årsager. Og man kan gøre noget ved det for alle.

Sammentrækning af musklerne

Når musklerne sammentrækkes, og vi ikke oplever, at de slapper af igen, vil musklerne blive ved med at være spændte. Her sender hjernen signaler ned til musklerne om, at de skal blive ved med at være spændte, og at de skal være klar til, hvad end det måtte være. Dette sker også, når traumet ligger i vores relationer. Det betyder, at hver gang der kommer en konflikt, vil det trække sig sammen i os. 

De fleste kender måske til, at der i parforholdet er et tema, som vi kører rundt om igen og igen. Og hver gang vi tapper ind i det tema, bliver det ubehageligt, og det bliver en lille smule farligt at være i relation med hinanden. Hver gang vi kommer ind omkring det tema, vil vores krop begynde at reagere og trække vores muskler sammen.

Ofte er det det samme, der trigger os i den ene og den anden partner. Faktisk kan det være en invitation til at komme et dybere og kærligere sted hen i vores relationer og i os selv, hvis vi tør gå undersøgende til værks. Her kan vi forløse de traumer, der er, i hinanden.

Bindevævets betydning for den kropslige struktur

Bindevævet findes flere steder: i senerne, i musklerne og i det, som omkapsler musklerne. Det er også bindevævet, der gør, at musklerne kan bevæge sig smidigt i forhold til hinanden. Uden bindevævet ville vil fuldstændigt splatte ud. Man kan sige, at bindevævet er vores struktur.

Det er også derfor, at de traumer, vi får gennem vores barndom, sætter sig i bindevævet. Og de fastlåser os i en bestemt struktur. Det vil sige, at den kropsholdning vi havde på det udviklingstrin, vi var på, da vi oplevede traumet, vil fryse fast. Det vil sige, at vi kan have et voksent menneske, der sidder fast i bindevævsstrukturerne. Kroppen vil på et tidspunkt have givet op i forhold til at være i kontakt med musklerne. Men det er selve bindevævet, traumerne sidder i.

Derfor kan man læse på en krop, at der er nogle sammentrækninger og en låsning i bindevævet ind i nogle bestemte strukturer. Når bindevævet bliver låst, gør det på den måde, at vi bliver ubevægelige. Den smidighed, der helt naturligt skulle være i vores bindeled stivner, og den stivner mere og mere med alderen. Den stivner også, når vi oplever choktraumer. Vi bliver med andre ord fysisk låst i en “barnlig” struktur.

Vi kan også få et barnligt udtryk i ansigtet. Hvis du giver dig selv tid til at sidde med den følelse, du sidder med lige nu. Tag et øjeblik og mærk efter. Og så prøv at mærke ned i kroppen. Og hvis du kan mærke, at der er noget, der trækker sig sammen – så prøv at trække det endnu mere sammen. Så vil du højst sandsynligt mærke, at der er en følelse, der bliver forstærket. Og følelserne er utroligt vigtige, for de er med til at forløse de her strukturer.

Vi ved alle sammen, hvordan det er at være vred. Når vi ser et lille barn være vredt, så ved vi som udgangspunkt godt, hvordan det føles. Der findes dog voksne, der kan have svært ved at læse børn, og ikke helt kan se barnets følelsesmæssige behov. Det kan man ikke, hvis man selv er stivnet i det. Her er man nødt til selv at have en form for bevægelighed, både følelsesmæssigt og fysisk, for at kunne spejle det i andre. Derfor er vi også ofte blinde på de strukturer i andre, vi har i os selv. Når vi taler ind i parforhold kan vi have en blind vinkel i forhold til hinanden, der gør, at der er et konfliktmønster, der bliver ved med at gentage sig. Hver gang vi mærker det, hopper vi med begge ben ind i traumemønstret og stivner, dissocierer eller kæmper i en eller anden grad, og så går vi ind i den her kropsstruktur.

Når man kigger på en krop og begynder at bevæge kroppen, vil der være nogle punkter, hvor der ikke er særlig meget bevægelse. Her holder vi ligesom på os selv. Tit er terapien i det at guide bevidstheden hen til de steder, hvor vi holder os selv. Det, der sker helt naturligt, er, at når vi kommer i kontakt med disse steder i os selv, så begynder vi at holde vejret. At være i en traumatisk tilstand er også ar holde vores vejrtrækning. Her undgår vi også at mærke, hvad der ligger i kroppen. Når vi skal flygte fra eller kæmpe mod noget, har vi ikke brug for at mærke vores krop – så skal vi kunne bruge de ressourcer på en anden måde. Her handler det om at overleve en situation, koste hvad det vil.

I den den traumatiske tilstand fryser vores vejrtrækning som nævnt. Og når den fryser, går det også udover vores stemme – så tit bliver stemmen en lille smule mindre, end den egentlig er, fordi der sker en sammentrækning omkring struben. Dette giver også et barnligt udtryk. Når jeg har klienter i terapi, eller når jeg underviser, handler det om at kunne se disse barnlige mønstre og om at kunne guide klienten til at kunne gå ind i sansningerne. Ikke fordi vi skal blive der, men fordi vi skal kunne gå ind i sansningerne og kunne gå ud af dem igen. Når vi kan det, er vi ikke fastfrossede i dem.

Det, det kræver at kunne bevæge sig ind og ud af sansningerne, er bevægelse. Det handler om bevægelse i vores sind, i vejrtrækningen og i vores krop. Derudover skal vores nervesystem lære at gå ind i at være aktiveret i det, der hedder den sympatiske del af nervesystemet, og at være afslappet i den parasympatiske del. På den måde kan vi genoprette den naturlige balance.

Ingen af os kan lide at være i en sammentrækning. De fleste af os vil gøre et stort stykke arbejde for at modvirke den bevægelse. Der finder to typer bevægelse sted her: en opretholdende bevægelse, hvor vi holder os selv, og et modtræk. Sådan er det både i kroppen og i sindet. I sindet kan vi have én overbevisning, som vi holder os til, og som føles tryg – og så er der et modtræk i noget, der føles mindre trygt (eller omvendt). Det er ofte i modtrækket, som er underbevidsthedens måde at opretholde vores tilstand. Det er oftest i de muskler, der spænder op i modtrækket, vi får smerter. Når vi for eksempel spænder op og får ondt i nakken eller lænden, så er det et modtræk. Diskusprolapser udvikler sig ofte som følge af modtræk over længere tid.

I Indre Barn Terapi går vi ind i alle disse lag. De helt dybe spændinger, som ligger inde omkring rygsøjlen, får lov til at give efter og slappe af, ligesom selve sammentrækningen.

Følelserne formål er at forløse

Alle vores følelser er designet til at forløse spændingstilstande i kroppen. Vi kan være i en følelse på en integreret måde. Det kan for eksempel være den gamle følelse, vi havde, da vi oplevede at noget var traumatisk eller voldsomt utrygt. Det er den opspændende følelse, der bliver ved og ved og aldrig får sådan en dybde, at den bliver forløst. Og så er der følelsen, som opstår, når vi bliver vidne til, hvor meget smerte vi er gået igennem eller til de konsekvenser, det her reaktionsmønster har haft på os. Det er tit en rørthed eller en vrede. Den følelse er enormt vigtig, for det er den, der forløser det hele.

Som børn kan vi regulere vores følelse ved at græde, og så er det ovre. Men hvis et barn er låst fast i sine følelser, kan de ikke selv regulere deres følelser. Det er noget, vi lærer ikke at gøre, for det er egentlig helt naturligt, at vores følelser regulerer vores nervesystem. Dette sker bare først, når vi er trygge – altså når vi har et andet trygt nervesystem, vi kan læne os ind i. Når kroppen opdager, at nu bliver jeg holdt trygt af min mor eller min far eller en primær omsorgsgiver, så kan jeg ånde ud og give slip. Så kan det være barnet græder og bliver vugget, og så har barnet i løbet af ingen tid energi i kroppen og kan springe afsted igen. Men vi kan altså blive låst i disse følelser, og de låsninger kommer til at skabe en cyklus, hvor de skifter ligesom årstiderne, og vi kommer i kontakt med følelserne flere gange gennem vores liv.

At holde på livsenergien – og forløse den

Når bindevæv og krop holder på os, holder de også på energi. Du kan se det sådan, at der er noget indeni os, der holder på vores livsenergi. Her vil vi heller ikke have særligt meget energi. Når vi går igennem disse processer, har vi derfor også brug for at hvile og restituere. Her kan kroppen få plads til at gøre sit arbejde. Det er vigtigt, at vi har nogle gode omgivelser, både i forhold til at omgive os med gode mennesker, og så med naturen, som kan noget helt fantastisk. Det var helt med overlæg, da jeg flyttede min praksis fra at være inde i København og ud i naturen ved Ledreborg Slot i Lejre. Der er mange i mit fag, der gør det, fordi procesarbejdet kræver en god gåtur gennem en skov, og at vi genforener os med naturen i os selv og spejlingen til det naturlige udenfor os.

At sidde på en bænk med solen i ansigtet efter en terapeutisk proces og bare være til betyder meget. 

At have alle dele med

Det er vigtigt, at vi har alle disse ting med, når vi arbejder traumeterapeutisk. Kroppen har både følelsesmæssige og kropslige reaktioner, som kan hjælpe os til at forløse disse tilstande. Oftest er det allermest forløsende, når vores bevidsthed har været med inde og vidne de traumatiske tilstande. Her begynder kroppen at ryste eller have spasmer, hvilket er kroppens måde at forløse de her spændingstilstande. Det er vigtigt, at kroppen på den måde er med til at blive forløst.

Chefpsykolog Lars J. Sørensen, som jeg har lænet mig meget op ad, siger: “Medmindre du kan mærke det i kroppen, er det ikke terapi.” Med andre ord kan vi altså ikke kun arbejde med noget i sindet. Det er også derfor, at når vi bliver guidet ind i en visualisering sindet, så handler det om hele tiden at have kroppen med. Hele tiden at genforbinde kontakten til kroppen og have vejrtrækningen med og langsomt stykke for stykke forløse de spændingstilstande, der er i kroppen. Det gælder om at have følelserne med og lade dem gøre deres arbejde.

Den måde, vi er med og ser os selv, når vi er i de her følelsesmæssige tilstande, er definerende for vores livskvalitet. Så hvis vi kan se på os selv med milde øjne, omsorg og kærlighed, så er det også det, vi får, i modsætning til, hvis vi ser strengt, fordømmende og hårdt på os selv. At gå fra det ene til det andet er det, Indre Barn Terapien handler om i sin grundessens.

Som terapeut er det vigtigt at kende til de her bevægelser. Det er som sagt ikke samme bevægelser hos alle – vi dissocierer forskelligt, har forskellige strukturer og sammentrækninger, og det kan også variere hos den enkelte. Så for at kunne hjælpe en klient bedst muligt, må vi vide, hvornår hvad er i spil, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem dér.

Uddannelse til traumeterapeut

Denne uddannelse hjælper dig til at arbejde med alle former for traumer. Det er en hands on-metode og en konkret vej at arbejde med traumer. Med Indre Barn kan du som terapeut trygt tage din klient igennem det forløsende arbejde, fordi du har en konkret metode, som virker.

Start: 16. November 2024