Særlig sensitiv: Fra ukendte til velkendte følelser

Tit er det følelsen eller sansningen, vi bliver eller er bange for, når vi er særlig sensitiv. Men lige som med meget andet handler det om at lære det ukendte at kende.

Når vi går fra det ukendte til velkendte, så føles det knap så farligt. Det gør også, at vi kan relatere og adskille sansningerne og følelserne, og det er vigtigt i healingsprocessen.

For mig som behandler er det vigtigste at få kroppen til at skifte fra det sympatiske nervesystem til parresympatiske nervesystem, hvor kroppen er afslappet og kan restituere. Det er herfra kroppen begynder at regenerere eller heale sig selv.

Når vi er i vores sympatiske nervesystem, trækker vi nemlig kun vejret overfladisk, men en dyb og rolig vejrtrækning er nøglen til en mere varig afslapning. Jeg arbejder med klientens opmærksomhed, fornemmelse og bevidsthed i deres vejrtrækningen, sådan at de selv bliver opmærksomme på, hvornår det sympatiske nervesystem er aktivt, og hvornår det ikke er.

Den øget bevidsthed kan du også bruge som et værktøj til at finde ud af i hvilke situationer, du reagerer på, og hvordan det føles og mærkes i kroppen.

Pulserende behandling

De grundlæggende metoder er dybdegående pulseringer og tryk, der enten dæmper eller aktiverer kroppens spændingsmønster. Her søger jeg kontakt til de følelser eller den følelse, der ligger i spændingsmønstret. Følelserne er de indre bevægelser, der bliver skabt i kroppen af indtryk, og de forskellige bevægelser har et kropsligt udtryk. Det er gerne i fældet mellem den følelsesmæssigebevægelse og udtrykket, at der opstår problemer.

Enten ved at vi ikke er i stand til at mærke bevægelsen, og dermed ikke kan udtrykke den. Hos sensitive mennesker mærkes det kraftigt, men de holder den tilbage, så godt de nu kan.

Når vi i samarbejde har kontakt til følelsen, undersøger jeg, hvor gammel følelsen er. Jeg spørger ind til underbevidstheden og indtil klienten og kroppens sansning. Den sansemæssige hukommelse har vi med os, fra før vi blev født, i modsætning til vores kognitive hukommelse der for de flestes vedkommende kun rækker tilbage til 3-4 års alderen.

Når klienten har en fornemmelse og en forestilling om, hvor gammel følelsen er, og hvordan det sanses at være der, kan vi begynde at arbejde med klientens forestilling af sig selv som barn, og relationen mellem sit voksne jeg og de barnlige følelser og sansninger, der sidder i kroppen fra den gang.

Dermed kan vi forløse det følelsesmæssige paradoks, og er erstatte med en mere moden bevidsthed. Resultatet er, at klientens sympatiske nervesystem bliver aktiveret mindre og mindre. Dermed stiger kvaliteten af livet, og de beslutninger klienten vil tage bliver i større grad i respekt og med omsorg for sig selv.